Mit forstadsliv

Skifte dag

2010-06-16T07:58:00.002+02:00

I over et år har jeg holdt fast i en anden blog adresse, jeg har ikke skrevet på den blog, men her.. min blog! Bloggen som fulgte mig last og brast fra en verden og over i en anden, eller måske ligefrem fra fra mange verdener over i en anden..

Jeg prøver lige den nye forstadsblog af, ser hvordan livet smager derovre. En blog som ingen kender, hvor anonymiteten måske fordre nye ord. Imens får denne lov til at stå, lidt endnu.. alle mine ord skulle gerne på papir inden de forsvinder som nuller og ettaller i cyberspace..

Identiteten

2010-05-30T08:22:00.000+02:00

Jeg er lidt træt og min krop føles også lidt tung i det. Kaffen ved min side er varm og glider kærkomment ind. Jeg har faktisk sovet godt, kun vågnet fordi hovedpudebetrækket havde en eller anden strålende idé om at smutte for sig selv i løbet af natten. Men jeg vågnede 1½ time før vækkeuret, det gjorde jeg nok fordi i dag er en ganske særlig dag.

For kl. 16.30 i Helsingør domkirke går jeg i procession med 7 andre ordinanter, en biskop, en domprovst og 40 sognepræster mod alteret hvor vi 8, vil blive ordineret til præster i den danske folkekirke. Det føles helt og aldeles overvældene at tænke dén tanke til ende, kulminationen på de sidste 12 års kamp for livet, studiet og identiteten. Nu står den her, identiteten,
P R Æ S T
Selvom kjolen, kraven og præstestøvlerne (dog uden de gule snørebånd) står og hænger klar til action her i mit lille forstadshjem, så er der en del af mig som slet ikke er lige så klar endnu. For en ting er ordinationen, al den hype der er omkring bispeeksamen, kravestørrelse, alterbogsindkøb eller mangel på samme. En anden ting er at jeg om 14 dag kan stå med min første bisættelse og at jeg om 7 står med mine første dåb. Jeg skal være den der skal stå der i livets store stunder og fortælle dem at der er noget større her i livet end man umiddelbart går rundet og tænker over. Det er ikke kun en drøm, en længsel og et kald, det er faktisk også et arbejde med ansvar, gøremål og gerninger.
Det er stort i ordets bogstaveligste forstand.

Det er ikke frygt, der husserer i min krop i disse dage. Det er nærmere ærefrygt for det embede jeg står overfor. Sådan her skrev man om embedet 1530, sådan er det stadig i 2010.

Det kirkelige embede
For at vi kan nå til denne tro, er der indstift et et embede til at lære evangeliet og meddele sakramenterne. For gennem ordet og sakramenterne som midler skænkes Helligånden, der virker tro, hvor og når det behager Gud, hos dem, som hører evangeliet om, at Gud ikke for vore fortjenesters skyld, men for Kristi skyld retfærdiggør dem, der tror, at de tages til nåde for Kristi skyld. Gal. 3.14: For at vi kunne få åndens forjættelse ved troen. De fordømmer gendøberne og andre, som mener, at mennesker kan få Helligånden uden noget ydre ord ved deres egne forberedelser og gerninger.

Det er en følelse af overvældethed, som bliver afløst af en umådelig ydmyghed for den opgave der ligger for. Jeg er slet ikke i tvivl om at jeg nok skal klare det, både processionen i dag og embedet fremover. Men alligevel, så tager tanken pusten fra mig.

Præsten, om lidt så er det mig....

3 små spørgsmål

2010-05-15T11:45:00.002+02:00

Min bispeeksamen ligger fast nu, d. 27 skal jeg sammen med 6 andre ordinanter op og vise Biskoppen at vi er dygtige nok til at bære et embede i den danske folkekirke. Jeg har aldrig haft det godt med at skulle udtrykke mine teologiske holdninger i plenum. På pastoralen gav jeg den gas, men der stod jo heller ikke andet på spil end at oplyse kirketosserne om hvordan mennesker ude i den virkelige verden ser den kirkelige og brugen deraf. Det var interessant og brugbart, også for de andre og jeg har startet forfra i den forstadskirke hvor jeg skal slå mine præstefolder den næste tid. De gamle præster der, er hårdnakket fladpandet, men samtidig umådelig søde. Men deres sans for virkeligheden er vitterligt begravet i tågerne. Det fortæller jeg dem, på en pæn måde naturligvis.
Men, at sidde på Biskoppens kontor og debattere teologi i samme rum som ham kvæulanten fra tidehverv og hende den kloge med det prominente navn, GISP!

Jeg skal besvare tre spørgsmål:

skrive en prædiken til dagen for min indsættelse
lavet et begrundet salmevalg
samt svare på hvorfor jeg vil være præst.

Den første kan jeg, det er endnu en tekst der handler om penge. de er helt tosset med pengetanker i Lukas evangeliet. Den anden får jeg hjælp til, min egen sangskat består af en potpuri af 7-11 salmer af mere kendt art. Men jeg kan heldigvis dække mig ind under at der er dåbsfolk og i østen stiger solen er indsunget hos de fleste. Men det tredie og sidste spørgsmål, Hvorfor? Nogle dage står det lysende klart for mig, andre dage et det som at kigge i et grumset mosevand. Når jeg står foran alteret og på prædikestolen, eller taler med mennesker om det med Gud. Så er jeg ikke et sekund i tvivl om at kaldet jeg hørte/drømte for 13 år siden er rigtigt og det giver mening. Men når jeg kigger på præsternes arbejdsvilkår, stressniveau, løn og favntat/slåskampe med den noget langsommelige institution som folkekirken er, så bliver billedet uklart og grumset. Det praktiske overfor kaldet.. Men lige som så meget andet så begynder det i barndommen..

Se min kjole, den er sort som..

2010-05-11T20:32:00.000+02:00

I dag var det dagen, eller endnu en dag i det helt og aldeles fantastisk liv jeg bevæger mig rundt i. I dag var det dagen at jeg for anden gang efter min operation kom under 100 Men det var også dagen hvor jeg hoppede på kystbanetoget mod Helsingør. Det er en fantastisk by, og jeg vil anbefale enhver at tage på eventur der op eller hen. Jeg elsker togturen igennem nordsjælland, turen først igennem dyrehaven som på denne årstid står så smukt i hvidt og grønt. Dernæst når man nærmere sig endestationen kan lyset og genskæret fra havet ikke andet end få hjertet til at hoppe af glæde.

På vej op mod Helsingør stiftskontor, som ligger i de gamle klosterbygninger kom jeg forbi Sct. Olai kirken, det er den der er domkirken og det er også der jeg om 19 dage skal ordineres til præst. Jeg var egentlig glad for at være alene, for jeg kan ikke sige mig fri for at blive rørt med klup i halsen og tåre i øjnene. Jeg skulle op på stiftskontoret for at finde en lånepræstekjole. Vi susede på loftet hvor der står et skab med aflagte lånekjoler, pipekraver, skjorter og poienetter. Den første jeg fik på var ALT for lille (og her går jeg og føler mig så slank;)) Den næste var virkelig gammel, jeg kunne næsten mærke det på tyngden af den at det bestemt ikke var den rigtige. Lynlåsen var i stykker og den var tung som et ondt år. Jeg fik overtalt stiftsdamen til at kigge videre og den næste hun fandt frem, gled jeg lige ind i, den føltes fjerlet og som om jeg var kommet hjem. Jeg fik den knappet og set mig selv i en glasrude, det var den. Det var min kjole, altså den jeg skal låne.. Men min alligevel!

Alt imens jeg svansede rundet i min sorte kjole og følte fortid og nutid smelte sammen og give mening for alvor, så ledte damen efter en pipekrave til mig. Den første var så stor at det mest af alt lignede en hagesmæk, den næste så stram at jeg troede at luften blev for tynd der i de høje luftlag. Men til aller sidst, fandt vi en der var pæn i kanterne, fyldig i piperne og ikke mindst passede mig. Jeg prøvede begge dele sammen og følte mig hjemme. Sært og alligevel ikke. Jeg kunne ikke rigtig vurderer kjole og krave på synet, da det eneste jeg havde at spejle mig i var en glasrude i en dør. Men det føltes rigtigt, både på krop og i sjæl. Jeg fik en sort plastikpose til transporten ude i regnvejret og kunne ikke andet end grine lidt ved tanken om at min dyrebare kjole, lå krøllet sammen i en sæk.
Stolt sad jeg i kystbanetoget på vejen hjem og følte mig som noget ganske særligt, med kjole og pipekrave i pose og i sæk.

Kjolen er nu indleveret til specialrens, kraven ligger på mit sengebord og jeg glæder mig usigeligt meget til at have begge dele på til min ordination, min indsættelse i Forstadskirken og ikke mindst i mit virke fremover. Jeg er rørt, dybt taknemmelig og meget ydmyg i forhold til opgaven foran mig.

Helsingør domkirke

2010-04-23T17:44:00.003+02:00

... kommer til at danne rammen om et af de største øjeblikke i mit liv. Det står fast nu, ordinationsdatoen..

Det er et af de mest pompøse ritualer i den danske folkekirke og man kan virkelig mærke suset af historien når man sidder på kirkebænken som tilskuer. Som deltager, jeg bliver så ydmyg ved tanken!

Men det er om lidt, i hvert fald mere om lidt end nogen sinde før og det føles ret så fantastisk.

Jeg er allerede begyndt at teste mulige præstesko og støvler, fra fodformede og behagelige til ternet og seje.. Til ordinationen, mon ikke det bliver de behagelige, købt på Broadway NYC?

De lyttede da jeg talte

2010-04-18T18:18:00.002+02:00

Omkring mig på det overfyldte skrivebord, flyder det med gule post its. Ikke hvilken som helst post-its, men dem der er skriblet til med prædiken noter. Det virkede denne gang, det tog mig lige knap en time at skrive prædikenen til i dag. Jeg var velforberedt og temaet tro og ikke tro havde fået lov til at gro. Eller også så var det Helligånden, who knows..

Men det var fedt at skrive prædiken denne gang, det føltes godt at kunne koble sidste søndags tekst med denne, og jeg havde noget på hjerte.

Denne gang var jeg bedre velforberedt da jeg trådte op på prædikestolen herude i min forstad. Jeg havde rum til at fokuserer på vejrtrækning, rytme og ord og det alt sammen på samme tid. Jeg havde ro til at kigge væk fra manuskriptet og ned på dem der sad på bænkerækkerne. Der var et stort dåbsfølge i dag, så kirken var temmelig fyldt. Jeg tænker at kirken havde været næsten tom, hvis ikke det var for de 20-35 + gæster.

De lyttede da jeg talte, jeg kunne mærke det i rummet at ikke så langt ind i min prædiken så havde jeg deres opmærksomhed. Enkelte sad lidt længere fremme på kirkebænken, en dame på rækken bag min mand, stedmoder og far, fik tåre i øjnene noget af det jeg sagde ramte hende. En yngre mand, eller vi er vist jævnaldrende lo på de rigtige tidspunkter. De lyttede og jeg tror faktisk de hørte hvad jeg havde at sige.

Damen med tåre i øjnene kom hen til mig efter gudstjenesten og sagde at i .... og ... pastorat skulle jeg være noget så velkommen, for så ville hun komme i kirke hver søndag. Det tror jeg faktisk er et af de største komplimenter man kan få som præst. Jeg blev dybt rørt, for hendes ord rammer lige ind der hvor kaldet fra Gud sidder og banker. For når jeg står foran alteret og bag prædikestolen, så ved jeg at det er det helt rigtige. Enhver fiber i min krop, føler sig hjemme og på plads.

Min far og stedmoder, som bestemt ikke er kendte for at være kirkelige eller kirkegængere var meget rørt over både prædiken og deltagelse. Min gamle far var så stolt at hans knus varede rigtig længe. Jeg er lidt spændt på at se dem alle til min ordination her i maj.

Der går længe inden jeg skal prædike igen, desværre, for jeg er SÅ klar til at komme i gang..

Pastor mig, hæ !!

I dag prædikede jeg for 3. gang

2010-04-11T17:56:00.002+02:00

Man skulle tro at når jeg nu de sidste 13 år har vidst at det være pipekrave og præstegerning jeg ville, at jeg havde fået sat mig godt og grundigt på en eller anden prædikestol og øvet mig til ugenkendelighed. Rendt i kirke lige så snart muligheden bød sig, eller i det mindste opsøgt 'et kristent fællesskab' af en art.

Men nej, livet de sidste 12 år har for mig handlet om at lære at manøvrere rundt i livet, ikke på en prædikenstol. Derfor er der meget jeg skal lære, når nu det om lidt (en måneds tid) er min tur til pipekrave og kollats fra biskoppen. Jeg er stadig meget blufærdig over for visse ting, tro det eller lad være. Men jeg føler mig altid ydmyg når jeg skal til at skrive om evangeliet, belyse det udfra det liv vi lever i i dag. Få det til at give mening. Det der med at skrive om Jesus, det er jeg sg lidt bange for bliver påstand mod påstand og jeg kan se at jeg i mine prædikener er bedre til at skrive Vita delen end evangelium delen. Men det er der jo heldigvis råd for!

Learning by doing, for jeg skal prædike igen på søndag.

Her er ordene fra i dag:

I dag er det første søndag efter påske, så lad os rejse os og høre dagens evangelium:

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?«
Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!«

Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!«

Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?«
Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.«
Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig:
Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.«

Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!« Joh 21,15-19

Jeg elsker dig !

Tre små ord, som man kan vente på, ønske sig og drømme om.

Tre små ord som kan gøre en verden til forskel, tre små ord som er så magiske at de når de hviskes mellem to elskende, får de hjertet til at banke hurtigere og maven til at slå små hop. Når de siges første gang er de magiske, når de siges for sidste gang tragiske.

Tre små ord som er tegnet på den ultimative kærlighed, det er kærlighedserklæringen over dem alle!! Det er tre store ord, der får så forskellig betydning alt efter hvem og hvor de siges. De elskende der i nattens ly hvisker ordene til hinanden, forældrene til det nyfødte barn der står og ser på barnet sove og stille hvisker ordene ud i mørket eller ind i hjertet.

Kærligheden ER det største, det er uden tvivl livets kilde. Men i dagens tekst er det ikke den romantiske kærlighed der er i spil.

For kærligheden er mere, meget mere end tre store eller små ord, der får det til at sige hop inde i os. Kærligheden skal rumme tillid og tilgivelse for at kunne ånde og leve.

Tillid og tilgivelse, er tro og handling på den kærlighed vi har og deler. Og det er ofte her vi som mennesker kommer til kort. Vi vil så gerne kærligheden at vi glemmer at der er mere om snakken.

Det er fordi det ikke er helt let det der med tillid og tilgivelse, det er som om det ikke falder os helt naturligt at rumme de fejl og mangler, som mennesker nu engang begår.

Hvis vi kigger ud på det verdensbillede der dannes i medierne, så er det også perfektionen der hyldes. Mennesker uden fejl, de rige, de smukke og de kendte får en så stor betydning at det er der vi ser hen for at søge råd og vejledning. Der er forældre paneler, skønhedspaneler og karrierepaneler i morgentv hvor de rige og kendte giver os de mindre rige og kendte gode råd og vejledning med på vejen ud i verdenen. Det er som om at hvis vi ikke lige drømmer om en tur i Paradise, eller at gi den gas på X-faktor scenen, så er det slet ikke godt nok.

De blinde leder de blinde, kunne man fristes til at sige..

For når vi søger perfektion, illusionen om det perfekte, det ultimative i mennesker uden for os selv og omkring os selv. Så har vi mistet fodfæstet. Mennesket er ikke perfekt, vi fejler på livets vej. Vi snubler undervejs, tager beslutninger der viser sig at være rigtig dårlige, møder mennesker der ikke kun vil os det godt. Livet er ikke uden sorg og hårde tider. Gråd og brudte løfter. Det er nu engang de livsvilkår vi skabes ind i. Vi er jo i bund og grund bare mennesker og man siger jo det er menneskeligt at fejle.

Det er her tillid og tilgivelse kommer ind i billedet. Det er det vi mennesker ikke altid er lige gode til. Men det er der heldigvis råd for, vi kan øve os på det. Men når nu der ikke er et tillids og tilgivelsespanel i morgentv, hvor skal vi så vende os hen for at se eksempler på netop de to ting?

Vi kan starte med dagens tekst, vi kan se på hvad det er Jesus her vil vise os.

Jesus sidder til bords med Simon Peter. Simon har klokket i det, for først så svor han at Jesus kunne regne med ham, for derefter at benægte al kendskab og venskab. Ikke kun én gang, men hele tre gange. Jesus ved det godt.
Store ord, der blev svigtet da det virkelig gjaldt. Det er vi mennesker ret gode til. Jeg elsker dig, bare ikke når det bliver svært, eller besværligt? Vi ved det godt.

Jesus ved godt at Simon den nat da Jesus blev forrådt, ikke overvandt sin frygt og angst og stod fast ved sin tro. Derfor får han denne aften muligheden for at bekende sin tro igen, ikke kun én gang men tre. Jesus tilgiver Simon uden at stille krav og betingelser. Simons fejl bliver mødt med tilgivelse. Men Jesus stopper ikke der, i kølvandet på tilgivelsen udviser Jesus den ultimative kærligheds og tillidserklæring, han siger: Vogt mine får! Med andre ord, Jesus beder Peter passe på og lede dem som han elsker allerhøjest, dem som han har kær.

Jesus viser os en vej, hvor kærlighed, tilgivelse og tillid overtrumfer alt andet. Al nag, ufred og frygt smuldrer, der hvor de tre får plads til at gro. På samme måde som vores menneskelige skavanker, får et helt andet perspektiv når vi ser på dem i lyset af faderens, sønnens og Helligåndens kraft.

Jesus siger: Jeg er vejen sandheden og livet og i dagens tekst slutter han af med at sige: følg mig! En vej hvor der er tilgivelse og kærlighed at finde, hvor vi som mennesker får en hånd til at rejse os igen, når vi er faldet.

Følg mig siger Jesus, se det er også noget man kan øve sig på.

endnu engang blev det ikke mig

2010-04-08T23:37:00.002+02:00

Endnu engang blev det ikke mig der fik det længe ønsket telefonopkald fra provsten i det provsti jeg havde søgt den stilling der de sidste måneder har været drømmestillingen for både min mand og jeg.

Jeg kan føje et afslag til samlingen af afslag på stillinger som sognepræst. Jeg ved ikke hvorfor jeg er blevet sorteret fra, hvad det var der gjorde forskellen og ingen kan fortælle mig hvad det er jeg mangler, eller har for meget af. Jeg kan ikke ringe til menighedsrådet og sige, nå det blev ikke mig i ville have, og hvorfor så ikke det? Jeg kan ikke ringe til biskoppen og spørge hvad det var der gjorde at jeg efter en hel dag i sognet, en super god samtale og i det hele taget gode vibes mellem menighedsrådsformanden og jeg, ikke blev blandt de udvalgte få. Var det fordi jeg var kvinde? (det må man nemlig godt i folkekirken, som er den eneste arbejdsplads i DK som er undtaget ligestillingsloven) Fordi jeg er ny? Mine teologiske kvalifikationer der ikke var ønskelige? Fordi jeg er tyk? Brunette? For dårlige karakterer? Hvad er det der gør at jeg nu for 9 gang ikke er kommet i betragtning til en stilling som sognepræst? Er det slet ikke det jeg skal med mit liv? er det nu jeg skal give op?

Jeg ved godt at jeg bliver præst om lidt, men det er ikke et reelt tilvalg, en menighed der har set lyset i mig. Jeg fylder et hul ud i sognet, gratis arbejdskraft til dem og dagpenge til mig. Jeg får kraven, ordinationen og retten til at kalde mig selv Pastor og præst.

Men jeg er stadig valgt fra de steder hvor det virkelig gjaldt..

Hvad er lige meningen med det?

I morgen bliver det afgjort..

2010-04-06T10:42:00.002+02:00

Midt i salmevalg og prædiken brainstorms tanker til på søndag, finder jeg ud af at stillingen jeg de sidste to måneder har drømt om bliver afgjort i morgen. Afgjort på folkekirkelig vis, at der bliver udtaget 4-5 til prøveprædiken. Så nu bliver det spændene at se om de 8½ times kaffe samtale i sognehuset der ude ved vandet, føre andet end sjove anekdoter med sig...

Min gud min gud, det her vil jeg så gerne!

Er det det værd?

2010-04-04T22:55:00.001+02:00

var der en der spurgte på det online forum som jeg har støttegrupper for Gastric Bypass opererede, jeg svarede hende:

Er det virkelig det værd? Jeg er slet ikke i tvivl om at jeg kan svare positivt til dit spørgsmål. Ja, jeg synes at det er det værd.

Men det er ikke let, det vidste jeg godt det ikke ville blive da jeg gik ind i forløbet. Men livet som opereret for mig er ikke en dans på roser, i et evigt opfyldt selvtillidsland der bøjer sig i støvet for min nu forandret krop.

Selvtillid det havde jeg sg også som stor, selvværd derimod det arbejder jeg stadig på og det har været rigtig hårdt arbejde i alle mine mange måneder siden operationen.

Ja, det er fedt at kunne købe tøj på tilbud, det har jeg knasme aldrig kunnet før. Jeg ELSKER at jeg nu køber støvler der er langskaftet, de er stadig fra Duo boots, men dem kan jeg passe nu, det kunne jeg ikke før. Jeg er VILD med mine skotsternet Dr. Martins som er købt på Broadway i NYC, nu kan jeg kigge ned af mig selv og faktisk se dem. Det giver kulør på min tilværelse at jeg kan gå i pink strømpebukser, ternet støvler og hat. Men det giver mig hverken selværd eller selvtillid, eller en bedre livskvalitet. Den slags kommer indefra i min optik.

Fuld af overskud, tjoo.. Der er overskud til ting jeg ikke ville drømme om før, som at løbe efter en bus der egentlig kører med 10 min drift, eller spæne efter toget, bare fordi jeg kan. Jeg kan cykle 10 km uden at tænke mig om, blive sur og stresset. Det er fantastisk, og det giver mig faktisk en bedre livskvalitet. Men, for der er et men. Jeg sprudler af energi og overskud i 4 uger efter mit B12 skud hos lægen, så springer jeg ud af sengen efter 7 timers søvn og er klar til det HELE! Men de næste 6 uger frem til mit næste skud, der er jeg træt når jeg vågner og træt når jeg har spist min mad. Jeg skal hive mig op ved hårrødderne og energien kommer bestemt ikke af sig selv. Jeg optager dårligt Jern og jeg tror det er min grelle jernmangel der her spiller ind. Men jeg får forstoppelse af Jernen og forstoppelse giver mig nætter med smerter, følelser af oppustethed og vægtøgning. Selv når jeg ikke har forstoppelse, så lider jeg stadig af kolik om natten i perioder. Det tager også på kræfterne og overskuddet dagen efter, hold kæft jeg kan være en møj kælling når jeg ikke har fået min søvn en uge i træk.

At leve fornuftigt og i overensstemmelse med operationen, fastholde kalorierne, og holde øje med især proteinen kræver mere end hvad jeg kan klare hele tiden og altid. Jeg strejfer uden for god madskik, men jeg har jo også en spiseforstyrelse. Men det er ikke kun den der spiller en rolle, livet kan være travlt, stressende og fyldt med overraskelser og i de travle perioder er jeg rigtig dårlig til at få alle mine proteiner, vitaminer, fibre og kalk. Det hævner sig med ømme led, træthed og hovedpine. Mad som før min operation var et ømtåligt emne, er stadig et emne jeg skal slås med, kæmpe for og tiltider give op overfor. Post operationen har mine smagsløg også ændret sig, jeg har virkelig svært ved at spise kødpålæg og andre kødprodukter. Mad af dårlige råvare, eller halvfabrikata er virkelig noget jeg kun spiser hvis det er højst nødvendigt. Hvilket måske er et problem, da jeg ikke ligefrem er fritidskok.

Men det er ikke kun fysiske smerter jeg bakser med i mit liv som opereret, de mentale smerter og indsigter koster virkelig på livets konto. For hold fast hvor har jeg haft ond i sjælen mange mange gange de 17 måneder. Jeg har undervejs forholdt mig til vrede, sorg, skyld og skam i så store mængder at jeg troede jeg ville knække tiltider. I takt med at fedtet forsvandt fra min krop har jeg måtte kigge på hvad det er der har gjort så ondt at jeg har måtte gemme mine følelser i fedtlag. Det har kostet dyrt, ikke i kroner og øre, men i erkendelse og tåre. Jeg er langtfra færdig endnu, det skal nok komme til at gøre mere ondt i sjælen undervejs. Men jeg tør godt tale om det, sætte ord på det der gør nas. For det er udelukket at spise på det, på samme måde som før.

Ville jeg gøre det igen, hvis jeg vidste hvad jeg nu ved? Ja, det ville jeg. Men jeg stod også overfor et vægttab på 84 kg, hvis jeg skulle ramme normalområdet. Ville jeg gøre det for et vægttab på 30-40kg, nej det ville jeg ikke.

At blive gastric bypass opereret må aldrig kun handle om at kunne købe tøj i normale butikker, se lækker ud eller gå i langskaftet støvler, eller score i byen. Det koster det simpelthen for meget til, både for dig selv og samfundet.

Men herinde taler vi sjældent om bagsiden af medaljen, det er ikke rigtig et forum for kritik. Jeg ved godt at vi ofte flager med, man skal da høre fra alle flaget, men jeg tvivler på at man vil ofre 'tonen' i den sags navn.

Forstadslivet

2010-04-03T09:36:00.002+02:00

'krisen' trak ikke længere spor end da jeg trykkede 'enter' igår og puplicerede indlægget fra igår. Det står stadig fast at jeg er træt af at være gået i stykker, men i dag skinner solen ind på mit skindende rene køkken, der er stadig dage tilbage af påskeferien og livet er godt. Kaffen er varm, vaskemaskinen snurre lystigt og jeg vil på planteskolen efter blomster til at dække rødderne på mine klematisser. Jeg skal også andre ting så jeg prøver at få lavet en liste til dagen

Rugbrødet skal sættes i form og hæve yderligere 7 timer
På planteskolen
Luft i cyklens bagdæk
I Jydsk efter bøjler til nederdelene som skal stryges, heldigvis ligger jydsk på samme vej som planteskolen
strygning af skjorter og nederdele
Bage chokoladekagen til dåbskagen til teologiveninden som jeg lavde bryllupskage til sidste år.
Bage boller eller brød, ud over rugbrødet
Købe mere mælk og pålægschokolade
Kysse ham jeg elsker
Plante de indkøbte blomster i krukken på altanen

Se der er nok at tage fat i her i forstaden.

Jeg har mødt en kvinde der kan noget med healing og stille de rigtige spørgsmål, måske skulle jeg tage det der gået i stykker noget op med hende?

Hvis jeg er min mor...

2010-04-02T12:45:00.002+02:00

er min mand så mit fædrende ophav? Eller er jeg bare så skadet at livets sysler bliver til uoverstigelige projekter, der hensætter mig til barndommens oplevelser?

Bag mig, i bunker og bjerge, står største delen af indholdet i vores køkkenskabe. Alt fra hengemt kageudstyr til æggebære, henover vitamipiller og kogebøger. Sidst vi gjorde hovedrent derude var jeg i en vægtklasse af ca 156 kg og måtte sidde ned og holde pause ved hver tredie bevægelse. I dag er jeg på, gir den gas og er slet ikke optaget af smerter, åndedrætsbesvær og pruseri. Måske netop derfor høre jeg hvert et suk, dybt suk og grynt der kommer fra min gemal, alt imens vi bjærger mandler, krydderier og skåle ud af skabene.

Sikke meget lort der er

Tak skæbne, jeg reagere promte med først dårlig samvittighed over at jeg dog har tilladt mig at fylde skabene med andet en porcelæn fra arverækken. Tanker som det er også for dårligt at du har mere en en slags olie, balsamikoædike og mel. Denne tankerække bliver afløst af arriskab over at skulle stå til regnskab for hvad der står i skabene, af små nødvendigheder og unødvendigheder. Jeg bliver gal over at gemalen ikke kan se sammenhængen mellem de små lækkerier han nyder godt af engang i mellem, trods alt ikke kommer af intet og derfor er skabene fyldt med ting og sager, som han aldrig ser i brug..

Men jeg reagere som min mor, men debattonen og hænderne i siden og det gør mig ked af det. For jeg vil ikke være min mor for jeg ved at min mand slet ikke er mit fædrene ophav.

Jeg er bare så træt af at være skadet.

Præst med embede

2010-03-16T08:36:00.002+01:00

Livet herhjemme i forstaden overvælder mig til stadighed og jeg skal virkelig holde tungen lige i munden for ikke at vælte omkuld. Ustrukturerede tanker, gøremål nu og senere, følelser og ventetid. Det står i en stor klar pærevælling og ethvert forsøg på at dukke eller manøvrere rundt i det kommer til kort.

Men jeg kan heldigvis se en ende på det, jeg står foran en ordination som præst i en af de kommende måneder. Ikke en ordination til drømmejobbet, det kan dog nås endnu, men til job med løntilskud i en af forstadskirkerne herude.

om ikke så forfærdelig længe, så er jeg præst med embede...

Mænd

2010-03-10T09:29:00.002+01:00

Jeg har haft massere af mænd der gerne ville have mig da jeg vejede 120-130 kg, for jeg var en knaldgod elskerinde og veninde. Puha, jeg har boltret mig i mænd der var høje, lækre, veltrænet og ikke mindst veludrustet. Den slags mænd som andre kvinder sukker efter, og andre mænd helst ikke vil være i omklædningsrum med.

Men, ikke én af dem ville holde mig i hånden på en søndagstur ned af Strøget eller handle i Bilka en lørdag. Jeg var deres hemmelighed, den de kom til mig når resten af verdenen skulle glemmes. Der i min lille hule på kollegiet på Amager, tændte de på mine former, nød godt af min åbenhed og ikke mindst min opfindsomhed, oven i hatten fik de min varme, omsorg og kærlighed. De mødte et menneske der ikke dømte dem, men så dem som de var. Det var ikke lige det politiskolen, militæret, vennerne fra fitnesscentret og byens bare kunne byde på.

Men de gik igen, hver gang.. og jeg troede det var ok.

Men en dag sagde jeg stop og begyndte jeg at vælge mig selv til og ingen af dem har besøgt min seng og mit hjerte siden. Not for lack of trying.. Enkelte har jeg stadig kontakt med, for jeg er vist den eneste der forstår

Den mand jeg giftede mig med i oktober, han mødte mig da jeg vejede 122kg, med et vægttab på 25 kg bag mig, jeg tabte mig til 113 kg og tog så igen på til de 120kg jeg vejede da vi blev kærester. 1½ år senere, da jeg vejede 156 kg og han måtte bære alt for mig, vente på mig når jeg blev så forpustet fordi jeg ikke kunne gå til anden sal, elskede han mig stadig. Nu vejer jeg 98 og han er stolt af mig, men han elsker mig stadig som han gjorde før. Han nyder at jeg er glad og bevægelig, men som han plejer at sige: Jeg elskede dig også da du vejede 156 kg, det gjorde du ikke..

Min mand er høj, lækker og sportstrænet, så mine mandelige præferencer har ikke ændret sig, men det har jeg. Ikke kun fysisk, den mentale rejse er for mig mindst lige så afgørende. Men det er en rejse jeg tager sammen med en mand, der elsker alt det jeg er, har været og kan blive til. (og så siger man at der ikke er en Gud )

Indlæg nr 315

2010-03-08T16:05:00.001+01:00

Don't stop me now

Hvilket der er en ganske særlig årsag til !!!

Ny uge..

2010-03-08T12:43:00.002+01:00

Nye udfordringer, det lyder lidt som en kliché og det er det nok også. Lige nu føles det som en slidt plade på spilleren, der hakker en anelse. Jeg føler mig hensat til gamle handlingsmønstrer ala 6 år tilbage.

Jeg skulle havde været oppe tidligt og igang, grebet livet an på en anden måde

Jeg ville havde været ude og gå en tur, ringet til jobcenter og A-kasse og ikke mindst biskoppens kontor.

Jeg skulle på nuværende tidspunkt havde været klar til at angribe ugen og dagen på en ny og knap så dvask måde...

... men jeg er ikke engang nået til morgenkaffen.

Jeg var oppe tidligt og smurte min mand et par rundtnommer med kærlighed. Men jeg gik i seng igen, der faldt jeg i søvn til det første afsnit af Miami Vice og huskede på følelser fra 8. klasse. 5 timers søvn er alt for lidt til en aktiv dag og jeg kunne ikke falde i søvn igår. Maveonde og dårlige tanker, tror jeg.

Men dagen er ikke overstået og jeg kan stadig nå det jeg satte mig for. Både som formanden, mig selv og præsten uden embede.

Jeg har en plan!

Den dårlige energi og vintergækker

2010-03-05T09:58:00.004+01:00

Dengang da jeg boede på Amager, tæt på skoven og vandet, på kollegium med mange mennesker, mødte jeg en ganske fantastisk pige. Hun var ganske enestående, af hende lærte jeg mange ting og hun dukkede op på et tidspunkt hvor meget var kaos og lyset virkede lidt fjernt. Hun malede mig en engel som stadig har en prominent plads i min stue. Hun var en af dem der viste mig at lyset kan man vælge til, også i mørke tider. Hendes levende væsen og kære sind står for mig lysende klart selvom vi ikke har set hinanden i snart tre år. På facebook kan jeg læse at hun er glad og gør gode ting i sit liv og det glæder mig usigeligt.

Men en af de læresætninger jeg fik fra hende og med ind i resten af livet er: Når du bevæger dig, kan den dårlige energi ikke sætte sig fast i dig. Hun sagde det en forårs dag, solen skinnede og vi var gået igennem fælleden og ud til bryggen. Det var før luksus boligerne var helt færdige, dengang der stadig var lidt mystik at finde derude.

Jeg blev mindet om hendes ord her til morgen, da jeg bevægede mig ud i den iskolde forårs sol i rask trav, ad en omvej til min forstadssuperbrugsen. Jeg kunne mærke hendes ord gav mening og jeg så de sødeste små vintergækker på vej op og ud i livet.

Jeg kan mærke at tryghed og trøstende ord, solens fantastiske stråler alt sammen gavner min lidt slidte sjæl.

Angsten..

2010-03-04T08:10:00.003+01:00

Var engang min faste følgesvend, en daglig følelse af en masse helt og aldeles ubegribeligt. Det var anfald ganske sjælent, men mere en fast daglig følelse der blokerede for alt hvad der var fremadrettet, lyst og viljestærkt.

Men jeg har ikke set angstens mørke ansigt i mange år, det må være henved 6 år siden at jeg begyndte min vandren mod det lys jeg normalt bader mig i, i mit forstadsliv.

Men i går rasede angsten igen i min sjæl, hjertebanken alt imens mit mellemgulv prøvede at krumme sig sammen i hårde knuder. Det uvisse i frygt, angst og afmagt overtog for en stund hele min tilværelse og jeg måtte kæmpe for at kunne trække vejret. En bølge af følelser skyllede ind over mig og jeg hulkede krampagtigt i chok over at netop de følelser stod og bankede på, igen.

Hvorfor er det at alting bliver SÅ presserende af at være 'hjemmegående'? tid og gerninger, opgaver og ønsker flyder sammen og bliver en hård knude af manglende tid og ting. Det er rædselsfuldt.

Men i dag skinner solen over en tilfrosset forstad, veninden med det prominente navn skal til prøveprædiken og jeg glæder mig i maven på hendes vegne. Jeg har en lang liste af ting, som jeg må tage mig af, en af gangen.

Jeg havde en plan..

2010-03-03T20:25:00.003+01:00

Jeg skrev det selv dengang da denne blog fik sit liv i første omgang. Jeg havde også en plan året senere, det var en anden plan. Mindst lige så god som den første og måske faktisk også afkommet af ønsker fra første og oprindelige plan. Jeg er ikke sikker, men heller ikke i tvivl, men det var nok ikke den sidste plan og det bliver heller ikke den sidste.

I mange år har jeg haft en plan, en overordnet plan. Nu er jeg i mål og det er fantastisk, helt og aldeles ubeskriveligt.

Men nu har jeg ingen plan længere, jeg har ønsker og drømme, men ingen plan. Jeg ønsker at blive præst, jeg drømmer om at skabe en familie med mor og far og børn. Men jeg har ingen plan, med tidshorisonter og delmål.

Jeg er ikke formålsløs, men planløs og jeg siger dig det er underligt og næsten et umenneskeligt limbo at befinde sig i.

Tom, blank eller ?

2010-03-03T20:01:00.003+01:00

Jeg føler mig generelt mere blank end normalt i disse tider, jeg tænker det skyldes min nye status som arbejdssøgende. Jeg kan vågne helt panisk om natten og tænke, gisp hvad har jeg glemt at jeg skulle huske. Hvis jeg ikke har min kalender opdateret og inde for rækkevide mærker jeg en slem panik sprede sig i mig og jeg finder mig selv stå desperat på forstadens S-togs stationer og gennemrode dametasken for at se om jeg nu også har husket dankort, telefon og nøgler. Det er en konstant følelse af panik, glemsomhed og utilstrækkelighed som jeg overhovedet ikke kan nikke genkendende til på nogen måde. Lidt glemsom er jeg vel, ligesom jeg snildt kan komme for sent, eller smække mig ude når nøglerne ligger inde. Men denne fuldstændig altopslugende og snigende følelse af blankhed aner jeg virkelig ikke hvad jeg skal stille på med.

Er det begyndende Alzheimers eller er jeg ved at gå fra forstanden? Eller er det bare den følelse man har når man er jobsøgende og uden udsigt til job her og nu?

Her til aften, småsyg og skidmas, men alligevel føler jeg mig helt tom inden i, intet mad smager mig, jeg surfer hvileløst rundt på nettet og intet kan give mig en følelse af et eller andet. Jeg kunne lægge vasketøj på plads, rydde op i mit klædeskab eller give opvasken en på godaen. Men jeg gør det ikke, tilgengæld så føler jeg at jeg hele tiden er lidt bagud, bagud med ansøgningerne, opdateringer på AAKs hjemmesider, ansøgninger til kommune, bestyrelsesarbejde. Men mon ikke jeg er meget godt med når det kommer til stykket?

Puha det liv er hårdt at komme igennem, i hvert fald lige i dag

Man skal lære så længe man lever..

2010-03-01T21:34:00.002+01:00

Jeg ved ikke hvem der retteligt skal citeres for disse ord, men de er vise og ganske korrekte, hvor end irriterende de også kan være fra tid til anden..

Jeg har været ude med bedstevennen og teologiveninden i dag, det har været en givende og berigende dag med samtaler om det nære, det dybe, det overfladisk og en enkelt henvisning til Paradise Hotel blev det vist også til.

Det gode med venner der kender en godt, er at de formår at rumme det som kan være så svært at rumme selv. Lige disse mennesker kan i særdeleshed rumme, forstå og relaterer til de ting jeg mosler med i livet lige nu og her; arbejdsløshedesfrustrationerne som præst uden embede og det der med at være barnet når nu man aller helst vil være den voksne.

Jeg vil gerne sætte mig selv fri fra barndommens bånd, eller med andre ord nå dertil hvor min mors ord ikke længere kan gøre ondt, hvor min mors handlinger står på hendes regning og ikke min. Jeg vil gerne frigøre mig fra barndommens alt for snærende bånd, men jeg ved ikke hvordan.

I dag kan jeg sætte ord på det jeg gerne vil, måske en dag finder jeg hjælpen til hvordan..

Følelser

2010-02-27T11:24:00.005+01:00

Min mor blev ved med at sige det;

...... det er mine følelser og de er også berettiget...

Jeg kunne ikke give hende ret, for hendes følelser var basseret på noget der ikke havde med virkeligheden at gøre. Jeg vil ikke give hende ret i urimeligheder uden bund i hvordan tingene faktisk ser ud i den virkelige verden, i stedet for hendes eget fucked up følelses liv.

Det er første gang siden brylluppet at vi har talt om følelser, oplevelser og virkelighed (med desværre ikke manglen på samme) Hun går meget op i min faders svigt i min barndom og havde den frækhed at sige noget ala,

...Hvis man bliver belønnet for at have svigtet dig, så skulle jeg da have svigtet dig..

Der sad hun overfor mig med kaffe i glasset i mødelokalet i den institution hun leder, og var virkelig helt blank overfor hendes svigt. Ordene lå lige på tungen, men mor du HAR jo også svigtet mig, på en anden måde end min far, men svigtet mig DET har du.. Men jeg sagde dem ikke, om det var tårene i hendes øjne, omgivelserne, tidspunktet eller barnets naturlige beskyttelsesgen der trådte i kraft, ved jeg ikke..

Jeg er et svigtet barn og mine forældre vil ikke vide det, det er sørme flot gået af to stks voksne mennesker...

Jeg ville lyve..

2010-02-26T18:51:00.003+01:00

Hvis jeg prøvede at sige at jeg ikke sad med tåre i øjnene...

hvis jeg påstod at jeg ikke boblede indvendigt af afmagts raseri...

Jeg ville lyve hvis jeg ikke sad og tvivlede på det jeg tror. Tillid til at det hele en dag giver mening, ligger et meget lille sted lige i denne aften time i min forstad..

Overhalet indenom af en præstedatter med et prominent efternavn.. Eller bare et noget mere effektivt bagland, jeg tror det sidste men kan ikke lade være med at tænke det første, bare i et par sekunder..

Jeg vil så gerne!!!

... men det er tydeligvis ikke min vej...

Ord der ramte x 2

2010-01-16T00:40:00.003+01:00

Om lidt så blander duften af kanelsnegle sig med duften af de roser jeg så fint har arrangeret i vasen fra svigermor. Det er nat i mit forstadshjem og det ligner mig ikke at være oppe og bage og tænke tanker så sent, heller ikke på en fredag/ lørdag.

Jeg har grædt mange tåre i dag, vrælet over manglende kvalifikationer og pastoralt netværk. Skældt ud på mig selv og mit valg af karriere, tvivlet på troen der ellers er så stærk.. Hørt genlyden af en top top chefs ord til mig i weekenden og ikke vidst hvad jeg skulle stille op.

Jeg shoppede i metro, jeg købte ind til fy fy kanelsnegle og toiletpapir til mange måneder.. Det dulmer altid at fylde kurven med underlige ting, som vanillestang fra Tahiti.

Da jeg kom hjem, med min mand og pizza fra Dominos tog min mand mig i favnen og sagde at han var kommet i tanke om noget der havde gjort ham mindre trist på mine og vores vegne. Han holdt mig tæt da han spurgte om jeg kunne huske hvad det var han havde sagt i bilen på vejen hjem fra første besøg i kirken der hørte til præstegården med det stråtækte tag?

Det kunne jeg ikke, slet ikke..

Jeg sagde til dig at du skulle noget større med det at være præst, end dette landsogn.. Det er derfor du ikke er udtaget, du skal noget mere og noget større.

Med top top chefens ord i mente, gav det pludselig mening.. En bedre mening et at være valgt fra..

Jeg mangler stadig et kørekort og en præstekjole, men det er udfordringer ikke begrænsninger..

Se så at komme afsted og bliv præst, var top top chefens ord.. Jeg glæder mig allerede ;)

drømmen om...

2010-01-15T08:13:00.005+01:00

Jeg troede jeg havde givet slip på drømmen om præstegården med det stråtækte tag. For intet telefonopkald = ikke kommet i betragtning. Jeg græd en dag eller halvanden, var ved at opgive tanken om nogensinde at blive præst, sad i mit nattøj og kiggede på forstadslivet uden for og tænkte så lidt som muligt.

Der er ikke noget at gøre ved det, op på hesten igen, det skal nok komme en dag, gud har en plan med det hele osv osv osv

Søde pæne ord, der ikke trøster det mindste selvom de er sande.. Jeg havde forelsket mig hovedkuls, det var bare ikke gengældt. Og det er jeg så ked af..

Men studieveninden fik det opkald som jeg længtes efter og jeg prøver at glæde mig på hendes vegne. En del af mig er glad for at hun får oplevelsen af at være valgt til, men resten er vist ikke helt med på vognen endnu.

Der er så mange ting jeg kan gøre imens jeg jonglerer A-kasse og Jobcenter, men kommer til at tage livet af mig hvis jeg skal forelske mig og blive afvist hver gang.

Jeg vil ikke ligefrem sige at jeg er topmotiveret til ansøgnings råd fra jobcenter om en time..

Venter

2010-01-11T22:41:00.002+01:00

Ikke på godot, men på et telefon opkald..

Måske ikke lige det rette øjeblik at diskuterer hvorvidt det bliver svært for mig at blive præst eller ej.

Jeg ved godt jeg er noget særligt, hvorfor er det ikke en fordel som præst..

Nej du skal nok have et embede et rigtig specielt sted..

Men hvorfor?

Nej, nej du bliver en god præst.. Men det bliver nok bare svært for dig at blive det...

Men hvorfor?

Blog i forstadsland

2010-01-08T09:45:00.002+01:00

Vintersolen bader min forstad i sine gyldne stråler, hvis det ikke vasr fordi jeg vidste bedre kunne man tro at der var lunt der i solen.

Kaffen blev stærk, og mine tanker flyver rundt og jeg har svært ved at holde fast i fokus her til morgen.

Jeg har et anfald af at savne NYC så meget at jeg har sat Sex And the City på som baggrundsstøj, der kan overdøve vaskemaskinen og de mange does and donts..

Jeg både nyder og ikke nyder livet som arbejdssøgende. Det er dejligt at kunne sove længe, at kunne sige; i dag skal jeg ikke noget, at jeg ikke har opgaver hængende over hovedet og dårlig samvittighed over at være kronisk bagud med et eller andet jeg burde kunne eller skulle havde haft gjort for længst.

Dårlig samvittighed kan jeg nu snildt få, det kræver ikke den helt store anstrengelse at komme i tanke om et eller andet, en mail, en bog, en hylde, en reol, en skuffe, et skab, en støvsuger, en klud, en tallerken eller kop der godt kunne gøre god brug af min opmærksomhed. Ellers kunne nok godt sparke en smule dårlig samvittighed op, fordi jeg har spist hvidt brød til morgenmad og drukket kaffe lige efter. BIG no no, når man er opereret som jeg.. og hvidt brød er vist ikke godt for nogen hører jeg i morgentv.

Men jeg gider ikke ha' den der dårlige samvittighed !!

Jeg vil drikke min kaffe, savne NYC i selskab med Carrie imens jeg vasker det tøj jeg har lyst til, tager den opvask jeg orker og skulle der snige sig en enkelt stuedans i nattøj ind, så må naboerne overleve det også!

Det er fredag og på tirsdag ved jeg om jeg er kommet i betragtning til præstegården med stråtag! Det ville være dejligt hvis der var andre end mig der kunne se fidusen i at have mig som præst..

Året der gik

2009-12-31T15:03:00.002+01:00

Den slags statusser er der en million af inde på facebook. Jeg tænker ikke meget over året der gik og dog, det kommer snigende alligevel. Jeg tænker mest på det år der skal komme, med arbejdsløshed og gøremål i overflod. Jeg plejer ikke at ville lave et nytårsforsæt, det gør jeg heller ikke i år. Men en længere to do liste er under opsejling og kan tage pusten fra mig. Men hvis jeg først laver den i morgen, er det ikke et nytårsforsæt..

Mit år har været præget af mange ting, vægttab, bryllup, og afslutningen på et årelangt studium.

Der er mange tal, karaktertal, årstal, antal og kilo og centimeter tal, det sidste ser således ud for året der gik:

Min barndoms jul revisited

2009-12-25T10:27:00.003+01:00

Lysene brænder i stagerne bag mig her julemorgen, den sidste rest af kalenderlyset har jeg stædigt tændt også.. Sneen er næsten væk her i forstaden og jeg kan hører et par ivrige forstadsfugle skræppe derude i vinterforstadsvejret. Det regner og jeg skutter mig herinde i varmen. Vaskemaskinens velkendte lyde summer fra køkkenet, min mand tuller og får gulvbræderne til at knirke i vores rene, nullermændsfrie hjem.

I poser står der gaver, dem der skal deles ud i dag og dem der blev pakket op igår.

Jeg overlevede julen hjemme i familiens arne, der i forstaden nord for københavn. Men det var lige før det gik galt, da vi ankom, brødre og os. Det var kun familiens yngste, der stod i køkkenet med smeltechokolade og marcipan, der var hjemme. Vi skulle pynte julen, det var planen. Alt i mens lillebror 1, hev julen ind fra kulden og pynten op fra kælderen stod jeg der i mit barndomshjem, med en vægt under 100kg og mærkede følelser af svigt, misforstand, og barndomsgråd skylle ind over mig. Uden skjold af fedt gik det rent ind og satte sig som en pil i mit hjerte og tårene flød fra mine øjne.

Det var godt de ikke var hjemme, de gamle. Dem der gjorde fortræd imens de gjorde det bedste de kunne. For det gjorde ondt at gå der i de vante stuer og træde ind i de følelser. Det var lysene fra brylluppet, eller resterne af lysene fra brylluppet der trickede det hele. Men det var ikke fordi min mor havde brugt vores lys uden at spørge, det var fordi hun havde brugt dem uden at spørge. Uden tanke.. Lige som så meget andet der er forsvundet i det sorte hul der på hjørnet i den nordsjællandske forstad.

Men jeg undgik det sorte hul, jeg forsvandt ikke, ihvertfald ikke mere end en 25 års tid. Men igår forsvandt jeg ikke, slet ikke. Det lykkedes at tude igennem og hævne mig ved at overlæsse og pynte juletræet med alskens sager, i rødt, hvidt og sølv, med sløjfer og guf. Hævnen er sød, for det er ikke mig der skal pille al den pynt af træet :D

Det blev en god og lang aften for alle og mit indre barn, den lille forslået pige fik sin julefred for i år.

Julen står for døren

2009-12-23T11:25:00.003+01:00

I år har vi ikke fået købt os et juletræ, desværre.. Jeg ville gerne have haft et, for vi har de smukkeste kugler og hjerter at hænge på. Men sådan skulle det ikke blive.

I det hele taget er der ikke blevet tid til så meget juleri som jeg gerne ville. Sidste år fik jeg i det mindste lavet lidt konfekt og en enkelt julekage i mit køkken. Men intet af det har der været tid til. Livets og året der gik's omsgifteligheder satte sine spor i kræfterne til juleriet.

Vi taler meget om jul og juletraditioner, men meget lidt bliver til handling. Mit studie forige år, hvor dette juletræ faktisk er fra, tog julen og medførte meget lidt juleri. Min operation sidste år, gjorde at vi faktisk ikke engang fik pyntet op til jul, men fik lavet lidt knas og kager.

I år fik jeg pyntet op, vi har været på juletur og se på lysene i København. Sidste øjebliks indkøbene af julegaverne til svigerfamilien, blev ikke den hyggelige tur som vi havde drømt om. Den druknede i dårlig kommunikation mellem nygifte og et forventningsræs presset ind på en stakkels uvidende søndag.

Gaverne pakkede vi ind sammen, imens vi så 'Bjergkøbing Grandprix' på væggen. Se det lugter lidt af en kommende Juletradition. 2. Juledag tager vi i biografen med gode venner, og mellem jul og nytår holder vi spilleaften i gode venners lag. Se det lugter især af gode juletradtioner og muligheden for et lille kageeksperiment i køkkenet.

Det nye år venter forude, jeg er spændt på det. Er det i 2010 jeg bliver præst eller mor? Skal jeg lave mange kager, eller tage et kursus i engelsk eller fransk? Bliver 2010 året hvor jeg holder op med at købe tøj i storpigebutikker? Det hele ligger forude og for første gang i mange mange år så ved jeg faktisk ikke hvad det kommende år burde byde på, men kun hvad det kunne byde på. Og der er en forskel på de to, en pokkers til forskel.

Men.. For er der ikke altid et men? Inden jeg når så langt har jeg en sidste opgave jeg skal lave for at kunne kalde mig helt færdig og flyveklar til et embede.

Opgavetitlen: Præstens rolle i forbindelse med menighedsrådets målsætning Jeg har læst betænkningerne 1477 &1491 fra kirkeministeriet. Det er godt nok tørt og den vanlige sucessfrygt har blokeret for denne lille opgave, visse ting forandre sig vist kun langsomt.

Julen står for døren og min mand ligger under dynen. Det skal nok blive jul i vores lille forstadshjem.

Jeg ved livet er godt og at Gud hørte min bøn!

2009-12-22T09:23:00.002+01:00

Klokken var 0525 da jeg første gang kiggede på uret, jeg havde været vågen et stykke tid der og det var faktisk ikke mange timer efter jeg havde lukket mine øjne i sidste omgang. For mange tanker og indtryk roamer i mit hoved og det har tydelig vis sat sig på søvnen.

Tårene sad helt yderst hele dagen igår og jeg var ikke rigtig glad. Men jeg tog til juletamtam hos min seje politierveninde, som just havde afsluttet mange dage og nætter i selskab med topmøde og demoer. Måske var det gåturen i den bidene frost, måske var det mødet med nye mennesker. måske var det ordene fra den anen politikvinde, Du er godt nok modig og sej der satte ting i perspektiv. I dont know..

Never the less, så startede jeg dagen kl lidt i 6, med snusen på nettet, snusen til stillinger på KM og snusen til livet. Måske er der mere end B-12 mangel på færde, måske har jeg ikke passet ordenligt på mig selv de sidste mange måneder, med specialestress, pastoralstress og jobsøgningsrush?

Jeg genoprettede min profil på madlog.dk og sad og legede med tallene derinde. Der er vist noget om snakken, jeg får for lidt protein, ALT ALT for lidt og enten alt for få kcal eller alt for mange. Visse elementer i mit liv vil nok påstå at jeg også får for meget kaffe, men jeg tvivler kraftigt ;)

Jeg har aflyst aftaler i dag, så jeg ikke glemmer dem.
Jeg har tastet dagens første 235 kcal ind på madlog
Jeg har smilet
Jeg har taget opvasken og afkalket kedelen i køkkenet
Jeg har følt mig utilstrækkelig
men jeg har ikke grædt
og jeg ved at min opgave ligger klar inden i aften.

Jeg ved livet er godt og at Gud hørte min bøn!

Aint life quaint?

2009-12-21T14:35:00.003+01:00

måske er det de salte tåre der render fra mine øjne der får kaffen til at smage underligt, måske er det fordi det ikke er speciel god kaffe, jeg skal ikke kunne sige det..

Julen nærmer sig med hastige skridt, og jeg forsøger at holde alle boldene i luften. Men det lykkes ikke særlig godt. Jeg tabte en, jeg glemte en aftale..

Jeg tænker tanker om hvem jeg er og hvorfor. Jeg mærker at tålmodigheden er langt langt væk, og alle følelser ligger lige under huden og klar til at bryde ud i uforståelige ord og mangel på handling. Jeg kan med bestemthed i stemmen sige at jeg føler mig meget lidt mig selv og kan mærke flere tåre presse på, for jeg ved vist ikke helt hvornår og hvor jeg skal lede.

For første gang længe, på min rejse føler jeg mig helt overvældet og på samme tid helt ude af stand til at klare ærterne selv. Jeg følger mig magtesløs og i magteløshedens vold. For første gang nogen sinde bad jeg inderligt Gud om hjælp, for lige nu føles det hele lidt mere end hvad jeg kan klare selv.

Én ting ved jeg, jeg bryder mig meget lidt om det handlingsmønster jeg ligger for i disse dage. Vreden, uforstanden, utålmodigheden, modløsheden, alt sammen står de i skarp kontrast til den jeg ønsker at være, af det billede jeg bærer af mig selv. De minder mig for meget om min mor, hendes reaktioner, handlingsmønster og vrede.

Dér har jeg ikke lyst til at være, det vil jeg gerne ligge bag mig én gang for alle..

hjælp kommer når man mindst venter det..

Mit forstadsliv..

2009-12-19T10:10:00.004+01:00

Vaskemaskinens velkendte roteren i høj fart, forstadssolens gyldne lys der bader min stue i lykke, dampen fra den varme kaffe, som iøvrigt er den sidste af den hjemmebragte fra New York City.. er alt sammen ting der kendetegner denne december morgen i mit forstadsliv..

De indkøbte julegaver ligger i flere bunker på spisebordet og venter på at jeg får dem pakket ind. Julen står i sandhed for døren og det føles rigtig meget som et velfortjent hvil og ikke så meget som livet som arbejdsløs..

Bunkerne af papir i kontoret får lov at ligge til januar lander, det samme gør bryllupsbillederne der skal ordnes og sorteres i album og reolerne der er ved at gå i knæ af teologisk lekture.

Jeg blev indkaldt til samtale til det første job jeg søgte, i Canada. De blev kede af det da jeg trak mit kandidatur. Jeg blev ikke kaldt ind til samtale til kirken nummer to, den i nordsjælland, lige ved siden af der hvor jeg voksede op. Nu skal jeg vente og se om menighedsrådet på landet synes jeg er lige så rigtig til dem, som jeg synes de er rigtige til mig..

Sikke en masse venten, der er i vente..

Aldrig mere skolegang..

2009-12-15T13:40:00.001+01:00

December, julesneen falder blidt udenfor mit forstads vindue, Radio soft søger for 24/7 med julemusik. Jeg er glad for at jeg i skrivende stund sidder med ryggen til stuen og bunkerne af papir, vasketøj, bryllupsbilleder, teologiske bøger, CV udkast, og alt det andet der enten har ventet længe eller bare ventet på at denne dag skulle oprinde.

Dagen i dag markere nemlig den første dag på den anden side af rigtig mange års skole gang. I 1992 startede jeg på Handelsskolen og nu i 2009 er der ikke mere skole i udsigt. Efteruddannelse og kurser jo, men ikke mere skole, ikke flere eksamener, projekter eller græske verber sat i system. Jeg er færdiguddannet og kan kalde mig Cand.Theol med retten til embede i den danske folkekirke.

Jeg har stadig nattøj på og tykke raksokker, livet som arbejdsløs er kun lige begyndt. Jeg har talt med A-kasse og Jobcenter og jeg ved at julen er den buffer jeg har brug for, til at skyde frustrationen over at være færdig og flyveklar og uden embede.

Præst uden embede, det er det jeg er...

Mon det for en tid kan fylde identitetstabet der følger med når nu jeg ikke er studerende eller imellem studier længere?

Når jo, oven i hatten så ramte vægten de to cifrede 99 i sidste uge. Det er også første gang siden engang i halvfemserne..

Aint life grand?

En præstegård på landet..

2009-11-28T16:09:00.002+01:00

Der er da ikke noget at sige til at man taber sit hjerte...

At være præsten og ikke være præsten..

2009-11-28T10:09:00.006+01:00

Om 14 dage har jeg afsluttet det overbygnings seminar som gør det lovligt at kalde mig som præst.. Men jeg føler mig allerede som præsten, selvom jeg ikke har den sorte kjole og pipekraven endnu, så har min sjæl og min bevidsthed allerede indstillet sig på at nu er jeg præsten. Men man er ikke præst i Danmark uden en kirke og en menighed der synes man er en mægtig god idé.

Så jeg søger jobs, jeg søger dem der er inden for en radius af en times kørsel fra min mands arbejde og udbuddet er desværre ikke stort og jeg er jo langt fra alene i min søgen. Den desperation jeg genkender fra mine teologiveninder og bekendte sniger sig ind på mig. Og jeg havde forsvoret jeg ville være lige som dem, for jeg vidste jo godt at arbejdsløhedskøen var næste skridt og jeg har jo købt bøger jeg skal læse når jeg er arbejdsløs og der skal laves kager igen.. Men rationaliteten er én ting, følelsen af at være kommet i mål og så være så langt fra pipekrave og søndagskrav er rædselsfuld.

Men jeg søger job, når de er der.. Om lidt laver jeg krumspring i en ansøgning til en forstad i nordsjælland, hvor jeg bliver en ud af 60-70 jobhungrende præster og præster in spe.

Men egentlig har jeg forelsket mig i en stilling på landet, i en kirke som denne..

Med en udsigt som denne

og denne

Den ligger langt væk fra alt det jeg kender, min mit præstehjerte har forelsket sig.. og jeg har allerede planlagt og tænkt mange tanker om nye krumspring, og badutspring for at hive denne i land..

Trøsten er, at vælger de ikke mig, så er det heller ikke der jeg skal være præst.. *indsæt hoved der rækker tunge smily*

To be or not to be..

I morgen begynder det igen..

2009-11-22T11:20:00.003+01:00

Jeg kan allerede mærke det på søvnløse nætter og den vedvarende smag af dårlig samvittighed over et eller andet jeg ikke har nået eller fået gjort, eller glemt.. Jeg nød ellers lige roen..

I morgen starter jeg på den sidste afdeling af pastoralseminariet, og det er et tætpakket ridt uden tid til at mærke sig selv eller jorden under fødderne. Afleveringsopgaver i lange baner, endeløse mails, lange dage med stive øre i undervisningstimerne i selskab med mumlende lektore udpeget af dronningen selv.

Jeg er allerede helt rundt på gulvet, da jeg i går aftes fandt ud af at jeg havde glemt at sende en tom disk tilbage til de danske sømands og udenlandskirker, skrive mit verbatim og sendt afsted i fredags, skrive min ansøgning til Canada, lave praktiklog bog, havde dårlig samvittighed over at jeg min praktik ikke var super indholdsrig på præstelige aktiviteter, gudstjenesten om de ni læsninger er langt fra på plads og hvad var det nu jeg skulle, 34 siders homeletik læsning til i morgen tidlig er ikke læst.. og et eller andet sted vil jeg gerne elske med min mand..

Jeg skal overleve den næste måned, men jeg ved vist ikke helt hvordan..

Længe ventet

2009-11-20T08:41:00.003+01:00

Novembersolen på vej op og ind over forstaden. Jeg har kaffen klar om lidt og dagens gøremål står i kø. Jeg tænker tanker om stress og arbejdsløshed og om at indrette sig på en arbejdsplads.. Men når solen står lidt højre på himlen, så tager jeg bussen ind til fakultetet og får mig en dosis teologi med kaffe til.

Bogkasserne i bethesda venter på mig og i dag skal jeg nyde solen på min næse!

Jeg skal søge job og spise bananer

2009-11-19T09:13:00.004+01:00

Jeg elsker morgenmad,
der er lidt mere ro på,
eller jeg skal passe på ikke at overdrive

alt sammen overskrifter jeg overvejede imens jeg skar morgenens bananer i skiver.. Den stress der gjorde livet meget meget trist for et par uger siden har jeg fået bugt med, eller har jeg? for konfronteret med folk, årsager og spørgsmål i går aftes, har gjort eftertænksomheden yderst nærværende.

Selvom jeg igår fik knoklet de 4 opgaver jeg var bagud med på pastoralen, færdige igår. Så kan jeg mærke at jeg stadig skal tage en dag af gangen, en opgave af gangen og en dyb vejrtrækning af gangen. Men det er ok.

Der er tre stillinger jeg skal søge, en på amager, en i en nordsjællansk forstad og en i Calgary. Det kan godt stresse en smule. Det er nemlig temmelig omstændigt at søge job i den danske folkekirke.

Jeg har husket at fortælle at en præstestartløn er 20899,- ik?

Jeg er blevet gift siden sidst..

2009-11-18T07:59:00.002+01:00

min trofaste blog, min trofaste følgesvend har jeg forsømt i stor grad siden mit speciale lastminuterun i sommer. Ovenstående tittel kan jeg ikke lade være med at tænke når jeg bevæger mig ud i de sider som jeg engang fulgte så fast og koncekvent..

Men mit liv har været alt andet end koncekvent de sidste 3½ måned. På mange måder så føler jeg mig som offer for et trafikuheld, i alle tilfælde en smule kørt ned af livet. Det er gået så stærkt at jeg glæder mig til at kunne mærke mine fødder lande på jorden igen.

Jeg er blevet kandidat, i USA var det en fin ting, Master of Theology, det lyder fedt på engelsk min nye titel. Jeg har aldrig haft en titel før, og man kan måske sige at med mine 36 år så er det vist på tide..

Nå ja, jeg er også blevet et år ældre. 36 år, så ryger man i en ny kategori. Odsne for at kunne få børn er med det sidste år faldet en 5-7 procentpoint. Det bekymre mig, men ikke min 5 år yngre mand. Verden siger til mig at jeg ikke skal bekymre mig, så jeg prøver at lade være og kalde det noget andet.

Min operation har haft 1 års fødselsdag og jeg vejer 100 kg rent. Det er et vægttab på 56 kg og det betyder at jeg nu kan løbe op af trapperne hvis jeg vil, eller efter bussen skulle det være nødvendigt. Det betyder også at jeg skal til at se mig om efter nye motionsformer og aktivitetsniveau.. Tænker jeg.

Jeg er blevet gift, været på bryllupsrejse og vi har byttet bryllupsgaver. Vi mangler en tur på kirkekontoret og sende takkekort ud. Besynderlig tradition.

Jeg har holdt min første Gudstjeneste og det gav mening. I følge mine fire praktikpræster, så gjorde min prædiken det også.

Om lidt har min blog 2 års fødselsdag, jeg tror det er en af de ensommeste blogge i blog land. Men jeg insisterer på at den lever for min skyld, for at jeg kan fastholde grebet om livet og det der følger med. Lige nu føler jeg bestemt at jeg har brug for netop det, grebet om livet og de ord der, der følger med.

Landet igen

2009-11-16T10:54:00.003+01:00

Den fra New York city hjemmebragte Starbucks kaffe smager mig her til morgen, det er fridag og jeg har tilladt mig at nyde den med en doven formiddag under dynen. Den slags giver mig altid dårlig samvittighed, når jeg kigger på alt det jeg kunne have nået på de to timer jeg lå og så lurvede serier på tv3..

Jeg forsøger at lande igen ovenpå min første Gudstjeneste igår, det gik godt hvis jeg selv skal sige det. Det er selvfølgelig en kende uvant at stå det og sige alt det der skal siges. Men jeg føler mig hjemme og på rette hylde når jeg står det og forsøget at give mening med ordene og dagen.

Det der præstenoget, det skal jeg nok få skovlen under med tiden.

Jeg kan ikke nyde det så længe, for opgaverne jeg kom bagud med allerede inden bryllup i NYC ligger stadig og venter. Det samme gør mailen fra den nordjydske og lidt skræmmende kordegn der skælder ud og taler om tålmodighed der slipper op.. De skal laves og badeværelset skal gøres rent, opvasken skal tages og der skal købes ind til sund aftensmad..

Men mon ikke det kan nås, alt i mens jeg nyder sucessen fra igår?

The worst day of my life..

2009-10-21T13:22:00.003+02:00

Det var det manden sagde da han, stadig graadkvalt skulle fortaelle om 9/11 haendelserne. Vi stod med udsigten ud over WTC sitet, med kraner og mennesker der arbejdede. Det goer de ogsaa om aftenen.

Vi er i New York og det hele er stort, hoejt og meget meget langt fra lille DK. Men det er fedt!

I dag bliver nok en af mine bedste dage, en kontrast til tour guiden Joel fra igaar.

For om lidt saa kommer min veninde koerende fra Conneticut og hjaelper mig i kjole og make-up, soerger for at alt sidder som det skal og at vi kommer til City Hall. For der skal min mand og jeg giftes til middag. Lidt uvirkeligt er det stadig her i hotel lobbyen, hvor cheasy amerikanske klasikker spiller fra radioen og kaffen er rygende varm. Min kommende er i bad og jeg taenker tanker om for og nutid. Fremtiden, den tager vi senere ;)

jeg har lidt travlt

2009-10-04T22:07:00.002+02:00

Der sker så meget, at jeg næsten ikke kan nå at følge med.. Listerne i min kalender bliver længere og længere. Jeg forsøger at skabe mig overblik over bryllup, skole, rejsen til NY og huskede jeg at sige at vi skal giftes om 2½ uge i New York City??

Ringene står på hylden, og kjolen skal jeg hente i morgen 8 dage og jeg kan prøve både en str 50 og en 48, jeg er SÅ spændt på hvilken en af størelserne der passer.

Jeg nyder tiden, slås med følelserne som er der hele tiden.. Alle de følelser der har været begravet i de sidste 53 kg fedt. Vægten står vist stille eller tog jeg på? Måske var jeg bare forstoppet igen, var det ikke det jeg var eller er? Vi har valgt salmer, og folk til at hjælpe til i kirken og jeg skal huske at sende invitationerne igen, for ikke alle har vist fået.. Jeg fryser helt sindsygt meget og jeg er tæt på at nægte at have min vinterjakke på, for køn er den ikke og så er den forstor.. Lillebror niels kiggede på mig og sagde; Holdkæfthvorerdublevettyndsøster... og rystede lidt på hovedet.. Jep, min familie kan ikke genkende mig på gaden..
Tilgengæld så er min mor en spade..

Kim bliver sur og opgiven fordi det hele er lidt besværligt, aka der er mange ting at tænke over.. og jeg får skyldfølelse helt ned i tærene.. lækkert mønster at slæbe rundt på ikke?

Huskede jeg at skrive at mine bukser fra zizzi er en str 46 og str 46 fra bilka er lidt for stor??

Jeg tror godt jeg kan sove nu

Så er det kirketid..

2009-09-27T08:36:00.003+02:00

Eller om en time begynder klokkerne i sognet at kime til kirke, denne gang skal jeg være med.. Iført alba og med øvelse i højtlæsningstalenter og nogle få stemmetræningsøvelser er jeg rustet til at deltage og gennefører dagens højmesse..

Det er SÅ sejt!!

der er så meget andet i livet..

2009-09-25T08:42:00.003+02:00

end kip og kævl..

for eksempel så skinner efterårssolen her til morgen, der var mælk til kaffen og forstadslivets lyde brummer og summer lystigt derude i den knap så kolde morgen.

I dag skal jeg på kommunen med vores ægteskabserklæringer, på kordegnkontoret med navneskift ansøgning og med præsten til bisættelse.

Vi skal finde en alba jeg kan have på, på søndag når jeg skal deltage i Gudstjenesten og i aften skal jeg ud og se bold med min kommende mand.

Så jeg må konkluderer at ovenover og nedenunder det hele, så er livet faktisk gennemsyret af gode ting, mennesker og fremadrettet handlinger.

4 halve med skyld på...

2009-09-24T09:37:00.003+02:00

Værsågod så er der serveret!!

Det kunne hun næsten lige så godt have sagt, og hun bliver ved.. gemt i lange sætninger om kommunikation og fejlkommunikation og man skal da tale om det ord. Får jeg lige et par ekstra til tallerkenen.

bla bla bla... fødselsdag.. bla bla bla.. din bror bliver jo 20.. bla bla bla nu var du der jo ikke da han blev student.. bla bla bla.. han bliver jo ked af det og skuffet.. bla bla bla

Fuck hun må have det skidt! Jeg sagde fra, ikke der i telefonen.. Nu har jeg jo skulle passe på hende, tage hensyn til hende, synes det var synd for hende og tie stille i kølevandet i 36 år, så tager nok lidt tid at nå til næste skridt.. Men jeg skrev en kort mail,

hey muddi

jeg har tænkt lidt over det med kommunikationen.

Jeg havde ikke spurgt dig om du ville med den 4, hvis ikke det betød noget for mig. Ja det er min kirke og det er mit valg, men det var mit forsøg på at delagtiggøre dig. Fejlslagent desværre. Tro det eller ej, så betyder alt det her bryllupshaløj noget. ;)

Når du har det skidt og du er vred, så tror jeg ikke vi skal tale i telefon sammen. Vores telefon samtale i fredags var så ubehagelig, at det tog mig det bedste af weekenden at ryste af mig. Det er ikke et situation jeg har lyst til at stå i igen. Og jeg ved bestemt godt at livet ikke altid er lige happy go lucky..

det var vist de tanker om kommunikation, nu vil jeg gå i seng
kærlig hilsen

hun blev sur.. og skrev på facebook at noget havde ødelagt hendes dag..

En god veninde havde gode ord med på vejen igår i telefonen, jeg skal til at skrive den slags guldkorn ned!

Men jeg har bidt mig fast i ord som at handlinger skal være fremadrettet og noget med at klippe navlestrengen..

Nogen der har en kopi af 'Cut the cord for dummies'?

På min facebook skal der i dag stå at livet er fuld af udfordringer og velsignelser, og intet af de to kommer af sig selv..

fornemmelser for barndommen..

2009-09-21T09:05:00.001+02:00

Min spiseforstyrelse brager igennem i disse dage.. Det er egentlig ikke noget jeg bemærker i min hverdag med ostemadder, yoghurt og ekstra kød på tallerkenen. Men når jeg står i en bager sammen med svigermor for at købe træstammer til min mand, kan jeg mærke trangen til at købe hver en eneste ting derinde og når jeg står over for et menu kort til enten en cafe eller i et pizzeria så er det samme trang der melder sig. Jeg får en trang til at købe, som om det gjaldt mit liv. Jeg ved det er min spiseforstyrelse der danser for mine øjne og jeg er lykkelig for at jeg har fornuft nok, erfaring nok og er opereret nok til at jeg jo ved det ikke nytter.

Jeg må nok hellere se på HVORFOR det er at trangen igen viser sit smågrimme ansigt.. Og når det kommer til stykket så ved jeg det jo godt, jeg ved jo godt at det handler om alle de følelser og oplevelser som har ligget begravet i de sidste 53 kg fedt.

En små dårlig film på tv2 zulu kan få mig til at bryde sammen, det er ikke hvilken som helst film, men en film hvor det underlæggende tema er, hvor galt det kan gå hvis man bliver tvunget ud i at blive voksen for hurtigt. Noget i mig dukkede op til overfladen, og jeg måtte komme overens med tanken om at man som 8-10. årig ikke af sig selv bliver voksen og moden. Det er noget forældre og livsomstændigheder klare udmærket selv. Jeg hulkede inderligt imens jeg ikke kunne lade være med at tænke på hvor tarveligt mine forældre havde været. Jeg hulkede ordene tarveligt ud igennem tåre og snot, alt imens min kommende mand trøstede det bedste han havde lært. Det er min fornemmelse at mine forældre ikke selv magtede rollen som voksen og derfor stillede krav til mig om at ’være’ det. Det var en svær pille at sluge, men jeg har lært at lytte til mine fornemmelser omkring min barndom og opvækst. For gør jeg ikke det, så er jeg faktisk ikke bedre end de voksne der ikke lyttede til mig da jeg var barn. De voksne der ikke mente at min stemme var betydningsfuld.

Så jeg lytter til mig selv, jeg ære mine følelser og jeg gør alt andet end at skubbe dem ind under maden. Men det er hårdt! Men det er min virkelighed og selvom det faktisk har været det i mange år, så er det først nu detaljerne dukker op og det gør de for der er ikke længere noget sted at gemme dem i.

Men min mor forstår også at puste til ilden, det er en lang historie og jeg vil skåne jer for alle detaljerne. Men vi skal jo giftes og jeg har undervejs igennem de mange planlægninger oplevet min mor enten være på tværs, eller med på vognen, ville bestemme, eller som nu nægte at involvere sig. Det sidste er også helt ok, men kunne hun ikke bare sige nej tak som almindelige mennesker? Næ nej, min kære mor kan ikke dy sig for at hvisle igennem tænderne i det toneleje jeg så godt kender fra min opvækst og min ungdom og som voksen. Det er det der toneleje der skal gøre det klart for mig at jeg har gjort noget galt, at noget er galt og det er min skyld og at det forventes at jeg faktisk tager skylden. Men ikke noget med at sige tingene direkte, nu kan jeg jo bare lære det!

Desværre så kender jeg min mor godt nok til at vide hvor infernalsk ondskabsfuld hun kan blive, hævngerrighed og selvretfærdighed følger med i kølevandet. Jeg har lagt ryg til det i mange år og jeg har oplevet hende agere sådan overfor mine brødre på sidelinjen. Det varer sjældent længe, så bliver hun ’god’ igen. Men i fredags kørte hun samme stemme, toneleje og ligegyldighed af overfor mig. Hun siger det ikke direkte, men der var ingen tvivl der var noget jeg skulle lære.. Ting har konsekvenser, den sætning har jeg hørt en million gange. Jeg blev så gal at jeg faktisk ringede tilbage for at sige til hende at hvis hun havde noget hun ville ud med, så synes jeg hun skulle tage at lægge tingene på bordet og ellers holde sin kæft. Hun tog ikke telefonen, og jeg har ikke taget den siden. Hun får ikke lov til at blive ’god’ igen, i denne omgang. Efter en aften opløst i tåre, med lange telefonsamtaler til dem der kender mig længst, gik det lørdag morgen op for mig at det på mange måder mental terror hun kører af på os, i dette tilfælde mig, når hun agerer som hun gør. Det må man ikke overfor sine børn, det må man bare ikke. Men hun har gjort det lige så længe jeg kan huske.

Det er nu jeg har brug for en terapeut, men det må vente lidt endnu for først skal vi giftes. Men jeg har brug for en der kan hjælpe mig med at finde redskaberne til at håndterer de følelser der dukker op, den vrede mod mine forældre og den sorg der kommer med i kølevandet. Lige nu er jeg stolt af mig selv, stolt af at jeg mærker efter og lytter til mine fornemmelser og følelser, jeg tror det er en lang del af vejen. Jeg accepterer dem alle som en del af min virkelighed, og det tror jeg er næste skridt. Jeg er stolt af at jeg ikke vender skyld og skam indad, mod mig selv, men udad og giver både skylden og skammen videre, for jeg vil ikke have dem og de har faktisk aldrig været mine.

Nu vil jeg gerne lærer hvordan jeg programmerer de mønstre ud af mit liv, så jeg ikke begår samme, lige nu, utilgivelige fejltagelser med mine egne børn. Det er vist godt at jeg både er klogere, visere og kønnere end begge mine forældre hva.. ;)

Stud.Teol

2009-08-08T10:33:00.003+02:00

Jeg tror det er derfor jeg græder, altimens svigermor afkalker sommerhus kaffemaskine og vinden synger i masterne udenfor..

Stud.Teol er det jeg altid vidste at jeg var, i al den tid hvor jeg slet slet ikke vidste hvem jeg var..

Det mirakuløse er at når jeg sidder her og ikke længere er stud teol, så ved jeg hvem jeg er, hvor jeg skal hen og hvem jeg skal derhen sammen med. Og bedst af alt, det skal jeg fordi jeg selv har valgt det..

Jeg er stadig mig..

Jeg har pakket min rygsæk

2009-08-07T08:37:00.002+02:00

Da jeg gik hjem fra forstadsbussen forenden af vejen, i måneskin var det mystisk, fantastisk og helt og aldeles ubegribeligt. Midnats sommerkulden og trætheden fik mig til at tænke lange og dybe tanker, de var gode var de. Det var vist nok tanker om epoker og identitet.

Men her til morgen, alt imens svigermors printer summer lystigt så har trætheden, den gennemsyret træthed som ingen verdens kaffe hjælper på, fortrængt alle tanker om identitet og epoker.

Mit speciale er færdigt, det ligger på en stift, på mange mails og nu ligger der 4½ kopi i svigermors vinduskarm og på spisbordet. 93 sider, eller 73 normalsider af 2400 anslag, med 1½ linjeafstand.

Kvindernes vej til prædikestolen er beskrevet, i al hast, og 11 års teologisk studium og identitets jagt er afsluttet.

Eksamener i filosofi, græst, hebraisk, latin, historie og dogmatiske tænkninger, mixet godt sammen med søgen på meningen med mit liv.

Jeg tænker at live nok skal blive ved med at overraske mig og bede mig om at kæmpe for det. Men nu står jeg her, på kanten til noget vidunderligt og jeg kan fylde min rygsæk med livserfaring, livsglæde og hopla og tage det næste skridt om i livet..

6 gange 93 sider er printet og indbindning og aflevering ligger forude. Champagne i gården, der hvor jeg har drukket gin, vand og mængder af mokka de sidste 11 år..

Vemodig? ja..
Lykkelig? det kan du tro !

Jeg under mig

2009-08-05T10:48:00.000+02:00

over at en liter mælk koster 1o kroner

en ½ liter vand koster 15 kroner

I 7/11

Fremad... fremad...

2009-07-29T15:14:00.002+02:00

Når jeg sætter mig til ordene, så er det ikke tanker der flyder fra mine fingre.. Det er ord, ord og argumenter, store og små bogstavver dobbelt a'er istedet for bolle å.. Det er ord og holdninger fra en helt anden tid og jeg skal få dem til at give mening, jeg skal formidle indholdet uden at have en mening, endnu..

mit speciale skrider fremad og dagene æder hinanden.. Der er ikke mere overskud at tage af og jeg kæmper hver eneste dag mod træthed og mystiske mavefornemmelser der lige så godt kan være mentale som fysiske. Men grunden er rolig, og overskudet kommer når jeg taler med Gud og det gør jeg.

Kaffen smager ikke længere af overskud, men jeg holder mig målet for øje..

Færdig, det bliver jeg d. 7. august, koste hvad det vil..

Denne her lytter jeg til hele tiden..

2009-07-28T09:35:00.001+02:00

When love takes over

Jeg får lyst til drinks med paraplyer og farver, og til at danse hele natten lang.. Bliver man for gammel til det?

Der er 11 dage eller 265 timer tilbage..

2009-07-27T11:26:00.002+02:00

I lørdags sendte jeg yderligere 21 speciale sider til redigering hos en studieveninde, mit speciale fylder knap 37 sider nu og der er en bid vej at gå. Jeg skal nok nå det, men i dag er jeg træt. Træt på en anden måde end de forgående dage. Jeg savner mit hjem, mit liv som jeg jo på mange måder holder 'ferie' fra.

Jeg savner at have tid til at vande og passe mine orkideer som svigermor har foræret mig.
Jeg savner at have tid til at læse Harry Potter andre steder end på toilettet.

Der er 11 dage tilbage eller noget med 265 timer til aflevering og jeg mangler altså stadig en hel del. I dag kører det ikke,(endnu) men i dag har jeg også Mens smerter og den medfølgende kvalmende træthed, der gør at Horton sagaen på tv3 virker tillokkende. Men der er ikke noget at gøre ved det, i overmorgen ser det anderledes ud og i dag skal jeg skrive mindst 4 sider i dag.

Der er ok, det bliver godt at blive færdig og det skal nok gå alt sammen. Og det er da et godt tegn at jeg savner mig liv.. Vægten? Jeg bliver eddermaneme fed af at have mens og forstoppelse ;)

Der er ikke nok kaffe i verdenen..

2009-07-26T11:52:00.003+02:00

Til at fjerne min snigende irritation over dagens gademusikanter på Købmagergade..

Jeg synes heller ikke trækharmonika var en brilliant idé da min mor fandt på at det skulle hun gå til..

Grrr

om 13 dage

2009-07-25T12:14:00.001+02:00

skal jeg aflevere mit speciale som vist egentlig kun er 2/3 færdig..

HVordan kan det være jeg stadig sover om natten og er relativt rolig?

Post Scriptum..

2009-07-23T10:59:00.002+02:00

Dagens par bukser er en str 48..

For et år siden var et tilsvarende par str 58/60..

Jeg skrev som en gal..

2009-07-23T09:29:00.002+02:00

hele dagen igår.. 7 brugbare sider blev det til. Jeg har stadig travlt, men i dag tager jeg mig friheden med en kaffepause senere på dagen.

Der er alligevel bold i fjernesynet i aften, så jeg kan lige så godt blive her. Selvom jeg er erklæret brøndby fan, men trøje og tørklæder, så kan jeg altså ikke rigtig svinge mig op til at blive begejstret over det de overbetalte forkælede gule drenge får præsteret på banen. Men ham træner tingen er jo også en rigtig god idé.....

(hvor går skillelinjen mellem sarkasme og ironi?)

to ting..

2009-07-22T08:43:00.001+02:00

For det første så bliver alt mit ynglingstøj for stort igen....

for det andet så har jeg glemt min madpakke, det er skidt!

Side for side, kilde for kilde..

2009-07-21T11:41:00.002+02:00

Haler jeg ind på mit speciale.. jeg kan ikke se enden på det hele endnu, men jeg ved at den er der og jeg nok skal finde den. Dagene bliver længere og længere og trætheden bliver en vant følelse, samtidig med at flere kopper kaffe end før tager del i min dagligedag, her på købmager gade... Overspringshandlingerne er få og kortvarige, og mit fokus noget helt andet. Måske er der noget i mig der alligevel godt tør at blive færdig og præst?

Vægten falder hurtigere end normalt, jeg er 400 gr fra 4 kg denne måned alene, jeg mangler 9 for at være under 100. Jeg tror godt jeg kan huske at være under 100, men jeg kan ikke huske at være der ret længe. Jeg er bange for ikke at være pæn, når jeg ikke længere er svært overvægtig.. Jeg har altid (næsten) været en køn tyk trunte.. Så jeg kan godt bekymre mig en kende om hvordan jeg dog vil se ud på den anden side af de famøse 100kg, sært ikke?

og nede på jorden igen..

2009-07-17T10:04:00.002+02:00

Kvindeforståelse ?

2009-07-17T10:00:00.000+02:00

En kvindes Sind og Følelsesliv - og dermed Evnen til at se en Sag roligt fra begge Sider - er underkastet saa uhyre Svingninger, at hun i visse perioder næppe er helt normal og trænger til meget Ro og Overbærenhed, indtil Naturen retter sig selv op igen.

Citat indre missions almanak 1946

Jordbær sæsonen er ovre

2009-07-17T09:36:00.002+02:00

Sagde brøndby manden da han smilende to 50,- for to bakker.

De skal nydes skal de ! Alt i mens jeg knokler mig igennem resten af kilderne for 1946.

Jeg skriver i blinde, men tror det kommer til at give mening i processen.. om 3 uger er det for sent i alle tilfælde!

Onwards!

Speciale demens

2009-07-16T09:16:00.002+02:00

er tydeligvis en velkendt diagnose herinde på Købmagergade.. JEg har den i stor stil, jeg skal være færdi om 15 dage.. og lige nu er det hele lidt sløret.. Jeg glemmer solbriller, cykelhjelm og nogle gange hvor min mobil er..

Men det er vist ok hvis jeg om ikke så længe kan kalde mig cand.teol.. Dagene er lange og nætterne korte, jeg lever med en underlæggende tilstand af stress, panik og uro i kroppen, samtidig med jeg tvinger min krop væk fra sukker og sødere sager end frugt og jordbær. Jeg drikker for meget kaffe og tænker umådelig meget over alt for lidt.

Men jeg bliver færdig.. i år, efter 11 foregående.. det er vildt og et mål der er uvirkeligt at holde for øje! Så tæt på og alligevel så langt fra..

46 kg har jeg tabt nu, gad vide hvor mange jordbær det er?

Natlige tanker

2009-07-07T10:01:00.002+02:00

Det her formands noget, det tære sg på kræfterne. Møder og mails fylder tydeligvis så meget at det skal indfluerer mine drømme. Jeg kan ikke huske en eneste, men jeg ved jeg har tænkt så det knagede på hvordan man skaffer penge til klubben, og salgspitcher trænere til resten af bestyrelsen..

Det er da godt at jeg nu skal skrive om noget så ophidsende som præsteforeningens første år!!!

Svar på tiltale..

2009-07-06T10:24:00.002+02:00

I fredags, lige der eftermiddagsheden skulle jeg ses med en veninde som jeg ikke havde set alt alt for længe. Hun har et umådelig travlt liv og det har jeg vist egentlig også, så derfor får vi ikke set hinanden så meget som vi egentlig gerne ville.

Men i fredags havde jeg sat hende i stævne her på studiet og planlagt et mindre eventyr. Nettobådene, havne rundfart tilk 30 kr og kølige jordbær til turen. Da vi fandt Holmens Kirke var der ca en 25 min til afgang, så vi nappede en kølig bænk i skyggen. Bænken skulle vi dele med en lidt ældre gråhåret herre. Det er en gammel bænk og da vi to skønne kvinder satte os på bænken gav den lidt efter, Manden rømmede sig og kom med en eller anden bemærkning om bænke, søgang og holdbarhed. Jeg kiggede kækt på ham og sagde jeg havde siddet på den bænk før, så han skulle ikke bekymre sig om bænkens holdbarhed.

Han svarede kækt tilbage at jeg jo nok havde taget en hel del på siden sidst.

Jeg vendte hele min krop mod ham, kiggede ham dybt i øjnene og sagde at jeg faktisk havde tabt 45 kg (overdrivelse fremmer vist forståelsen) siden sidst jeg sad på denne bænk, så der tog han grueligt fejl !! Han blev en kende utilpas, flyttede sig lidt på bænken og kløede sig i skægget og sagde jamen jøses det var ellers flot. Ja tak, svarede jeg det synes jeg faktisk også. Han kiggede og spurgte har du så tabt dem naturligt? Mit lidt kvikke svar var, at jeg ikke helt var klar over hvordan man taber 45 kg unaturligt. Heldigvis for ham, så lagde nettobåden til Kaj!

Dagen før blev jeg kaldt fede kælling af en eller anden forbipasserende mand, der var gal over at jeg bad et ulideligt dårligt jazz band om at fjerne sig fra Købmagergade.. Måske var han gal over at jeg var kommet til at sige, at noget kunne tyde på det var alt for længe siden han havde læst en ordenlig bog..

Og føler mig ellers så tynd for tiden!

et gensyn..

2009-06-26T11:13:00.002+02:00

I april måned sidste år lavede jeg endnu en blog til samlingen, den hed engle ord og jeg åbnede den fordi jeg havde brug for et sted at gøre af mine tanker om min overvægt og den forgæves kamp jeg havde kæmpet i månederne før. Jeg kunne dengang ikke lægge dem her, fordi både mand og mor læste med. Jeg var splittet mellem mig selv og mit fede selv, eller sagt på en anden måde, jeg kunne ikke forene erkendelsen af min vægt /overvægt med det liv jeg levede ved siden af. Skitzo? Ja, men nok sandheden for rigtig mange svært overvægtige mennesker..

Jeg lukkede bloggen igen sidste år, fordi jeg blev nød til at samle mig selv og fortsætte rejsen, livets rejse, som et helt menneske. Jeg skulle takle vægttab, operation, livet, studiet og alle mulige andre ting og det gjorde jeg bedst som et helt og samlet menneske.

En veninde der dukkede op det mest uventede sted, stod overfor beslutningen om operation eller ej og jeg åbnede igen bloggen for at hun kunne læse mine tanker fra dengang. Jeg havde ikke selv læst dem siden og jeg må tilstå at jeg har kviet mig lidt for at genlæse ordene. Et gensyn med kvinden der i magt og afmagt besluttede sig for en operation mod overvægten, et gensyn med en livslang splittelse, som jeg stadig tumler med den dag i dag, et gensyn med ord der stadig har vægt bag sig og en sindstilstand så fjern fra den jeg har nu og alligevel så tæt på. Nu er det bare noget andet der splitter og fjerner mig fra mig selv i en periode. Jeg har læst nogle af ordene, og jeg genkender hende nu godt hende bag fraserne, hun er mig og det er skam helt og aldeles ok.

Mon livet alligevel går i cirkler, eller skaber vi dem selv

Brudekjoler....

2009-06-19T10:59:00.003+02:00

Det her med brudekjoler har hele tiden været en umådelig paradoksal ting. For på den ene side, hvem drømmer ikke om en smuk kjole på dagen, eller bare noget ekstraordinært? På den anden side, så har jeg ikke tænkt på mig selv som kjolepige siden, ja siden blå sommer 1985, som vist også var sidste gang jeg havde sandaler og shorts på. Det er måske lidt en overdrivelse, men jeg kan huske at jeg sidst i 80’erne havde en lyserød nederdel på til en af min fætters mange bryllupper og følte mig dengang som noget der i alle tilfælde ikke burde have skørter på. Til en galla fest på HF, jeg tror jeg var 17 dengang, lånte jeg en af min mors veninders galla kjoler til årsfesten og jeg har aldrig i mit liv følt mig så ude af plads. Hun var måske 15 år ældre end mig og jeg lignede bestemt ikke en på 17, men mere end på 30 der havde glemt alt om stil og sans for det samme, der i hendes mørkeblå kjole med flæser og polkaprikker. Det var dengang at det kun var muligt at købe kone snit til piger over en str. 44.

Meget har heldigvis ændret sig siden dengang og det har jeg også. Men det er reelt ikke mange måneder siden at jeg vejede 154 kg og knap nok kunne gå op til 2. sal uden at skulle have ilt og en kaffepause på 1., hvilket betyder at rigtig mange tanker om mig selv og min stil er nyt og nye. Jeg vender mig til at ønske mig selv ting der fremhæver mine kurver og feminine træk. Sidste års sommersko køb er i dag, 42 kg senere, et ønske om sandaler med en smule hæl, meget langt fra svigermors damede og faderes fodformet birkenstok. Hvilket måske alt sammen virker som en omvej til ord om det at prøve brudekjoler, for første gang nogen sinde og kjoler generelt i mange mange år. Men moralen er nok den at jeg følelsesmæssigt og praktisk er i ingenmandsland når det kommer til det der ekstraordinære feminine touch. Ja selv alle 6 sæsoner af Sex and The City, er ikke den store hjælp.

Derfor var det også med en kende frygt og bæven at jeg, med svigermor under armen og Lus i kulissen, troppede op på Amagertorv for at prøve kjoler i Lilly. Det var både spændene og overvældene at blive guidet igennem kjoler, faconer, pynt og tilbehør. Forklaringer på snit og barmfagerhed, taljer og ikke mindst fortrin. Jeg følte mig ikke rigtig som fisk ude af vand, men mere som fisk i et soppebasin. Jeg var sten sikker på at jeg aldrig rigtig ville komme på dybt vand, men stadig meget forundret over at jeg stadig kunne trække vejret. Alle kjolerne var fantastiske på hver sin måde, dog må jeg indskyde at man i BH og skørt, med sorte trusser under, ikke just er nogen sex bombe. Men når jeg nu sidder og kigger tilbage på billederne og følelserne jeg havde i det prøverum i går. Så synes jeg ikke rigtig at der var nogen af kjolerne der passede en voksen kvinde som mig. Det kan ikke kun være den nye creme fra Beaute pacifique der fik mig til at ligne en 26 og ikke en der om lidt bliver 36. Der var to kjoler der var virkelig smukke og gode til mig, men de var meget hvide, til trods for deres Ivory, for en kvinde der i udgangspunktet ville giftes i en blå kjole. Turen til House of Brides var spontan, måske var det derfor at vi følte velkomsten hos Lilly bedre, måske har de bare en anden omgangsform der. Men her blev jeg ikke guidet igennem stil, snit og barmfagerhed, men mere i den åbenlyse mangel på kjoler over str. 50, hvilket jo egentlig er meget godt gået for en butik der reklamerer med kjoler op til str. 66. Men måske er det kun i butikken ude på vestegnen. Det slog mig at der til forskel for hos Lilly, blev der her meget hurtigt spurgt til kroner og øre.

Jeg har også trawlet HOB’s hjemmeside for kjoler i de seneste måneder, mine øjne er hver gang faldet på og så sandelig også for kjolen der hedder: MP218A, faktisk også en af de få kjoler min mand har kunnet godkende. Den søde unge dame, kastede sig ind i et af de overfyldte stativer af kjoler med alt for beskidte kjolekanter og hev en sprit ny kjole i en creme/ champagne farve ud og sagde, denne skal du bare prøve om du så vil det eller ej. Grinene var det den første jeg hoppede i og kunne se at det var kjole MP218A og det var helt klart en følelse af at ’komme hjem’. Kjolen var faktisk helt uden sammenligning meget mere mig, med et meget mere voksent udtryk end jeg havde i kjolerne i Lilly. Svigermor holdt tårene tilbage, alt imens vi blev enige om at med det helt rigtige tilbehør, i samme mokkabrune farve som min mands Jakkesæt, så ville denne kjole virkelig være enestående og rigtig meget mig.

Kjolen koster 5040,- uden tilretning. Jeg kan ikke lade være med at synes at det er mange penge for en kjole, til en eller måske to dage. For 5500,- kan jeg få den Mulberry taske jeg drømmer om for tiden og den holder hele livet. Dog tror jeg min mand ville få et panisk anfald af et eller andet hvis jeg kom hjem med en taske i den prisklasse.
Men svigermor mener at kjolen har potentiale til at blive syet om til festlig brug og svigermosteren er kjolesyerske og sikkert meget villig til at hjælpe med både tilretning og omsyning. Så kan du jo passende have den på til barnedåben, sagde svigermor. Jeg kiggede lidt spørgende på hende og spurgte hvilken barnedåb? Ja i skal vel snart have nogle børn i to sagde hun så og jeg nøjedes med at smile og tænkte ved mig selv at jeg nok næppe er en str. 50 når der kommer børn ind i billedet.

I dag kl 13.00 er min mor og hendes Dankort sat i stævne foran House of Brides, så må vi se om moaren er enig og ved muffen ;)

Så er det i morgen..

2009-06-17T14:56:00.000+02:00

og jeg kan næsten godt koncentrere mig om andre ting end brudekjoler, men også kun næsten! Jeg har tjekket Lillys hjemmeside en fantasillion gange, og det er de samme kjoler hver gang, griner..

Min mor er til konference, bedste vennen fuldt booket i sin salon, bedste veninden skal på Hospitalet og 'løsnet hinder', hun siger jeg ikke vil vide hvad det er, men svigermor er ledig og tager med mig og jeg har spurgt en ganske særlig veninde om hun ville med, hun kigger lige nu på sine planer og jeg krydser fingre. Men med så kort varsel, så havde jeg regnet med at være alene. Jeg havde overvejet om forlovede ville med, men tror hans mor er en bedre date, lige til det.

Jeg er egentlig mest spændt på at se hvilken kjolestørrelse jeg er..

Tasker...

2009-06-16T12:43:00.002+02:00

Hvem der dog bare havde penge, massere af penge.... ;)

Citat: Anders And

Det ender med en Lilly..

2009-06-15T16:46:00.003+02:00

Det ender med en Lilly sagde min veninde og skrald grinede.
Jeg kan huske at jeg rødmede og var glad for at det var en telefonsamtale så hun ikke kunne se at jeg allerede dengang ønskede/vidste/troede på at HAM vi talte om var og skulle blive min.. Det er 3 år siden vi havde den telefonsamtale, min veninde og jeg og her står vi så, med bryllup i kalenderen og indtil flere datoer der skal 'dresses' til og jeg kan ikke lade være med at smile og tænke det kunne være lidt skægt hvis det nu også var en Lilly model jeg endte med..

Men det der med brudekjoler har nu skulle vise sig ikke at være det letteste i livet. Især når man er kræsen, skifter bryllups slags midt i det hele, ikke lige er den mest mainstream størrelse og sidst men ikke mindst i gang med et enormt vægttab.
Og for at ikke skal være løgn, så har jeg ingen anelse om hvilken type kjole der vil klæde mig, for jeg har ikke været min nuværende størrelse i længere tid, siden engang i 90'erne.

Kræsenheden kombineret med uvidenheden, er virkelig ikke en cocktail jeg ville anbefale. Den har drevet mig til vanvid, ikke så meget i begyndelsen for der var jo tid nok, men nu er der snart 4 måneder til afrejse (gisp jeg skal nå meget inden da) og jeg er stadig på helt bar bund både med hensyn til størrelse, stil og aner ikke hvad der klæder en kvinde i min størrelse og med min udformning. Så den seneste tid har faktisk været helt til rotterne, mht. kjolevalg og muligheder.

Hvor mange kjoler skal jeg have? En til rådhuset i New York og en til Kirken i Hvidovre? (eller Lyngby)

Betaler min mor stadig eller er det tilbud taget af bordet, når nu den ikke længere står på kirkebryllup? (og hun vist har lovet min lillebror et halvt kørekort)

Hvorfor er det at kortere kjoler altid er en kende for korte til mine bundgarnspæle?

Hvilken farve? Hvilken længde?

og hvorfor er alle de kjoler jeg egentlig forelsker mig i, både for dyre og absolut ikke til at oprive?

For at få ro i sjælen og alle mulige andre steder, så har jeg nu bestilt tid til kjoleprøvning hos Lillys på Torsdag kl. 9.00. Selvom kjolen, eller kjolerne ikke er der, så vil det da i hvertfald give mig en idé om hvilken type, slags kjole der måske kan matche mig og min ramponerede krop og hvilken kjolestørrelse jeg er ej at forglemme..

Men hvem ved, måske ender det med en Lilly..

Jeg, en paraplyorganisation

2009-06-10T16:04:00.002+02:00

Grundtvigianismen i det 20. århundrede, Kristendommen i Historien og Danmarks Kirkehistorie ligger alle opslået, med forsiden opad og vidner om den proces jeg sidder midt i, forsinket, stresset og aldeles uoverskuelig. På tavlen foran mig er der drysset et væld af Post-its, med ord som 'Hold målet for øjet', opbyggelighed i den moderne tidsalder, formidling' og den bedste 'Små bidder, ikke hele kagen på een gang'. Kaffen fra Baresso vidner om dovenskab og god smag, og til sammen så giver de et billede af den ene proces i mit liv.

En del af mig kan ikke lade være med at tænke at hvis det dog bare var den eneste proces, bare lige nu. Men sådan forholder det sig ikke, sådan er livet ikke og sådan virker livet bare aldrig, i hvert fald ikke for mig. Jeg føler mig lidt som en paraplyorganisation, hvor alle processer eller delorganisation har et fællesskab, nemlig mig, men det er ikke ensbetydende med at de er hamrende samarbejdsvillige og finder sig i at må stå tilbage for hinanden. Det gør heller ikke noget, egentlig, men det gør processerne en kende uoverskuelige til tider, andre gange aldeles uigenkendelige, men altid er de der, på vej, i gang og ja på afveje.

Vægten fylder egentlig ikke så meget, den er der og den rykker sig ned af i stille og rolige træk. Det er tal der pynter på års kalenderen, det er tal som andre mennesker kan forholde sig til når de 'mener at kunne se på mit ansigt, at jeg da må have tabt mig lidt' 42 kg er også en slat, det lyder pænt, aldeles uformeligt for andre og for nogen et magisk mystisk tal. 110 cm er mindst lige så uhåndgribeligt som 168 pakker smør.

Bivirkningerne, eller biprocessen eller hovedprocessen, alt efter hvordan man tolker det, den/de fylder meget i mit hoved. Jeg står med en ny krop i spejlet, der fordrer og kræver andet end bare nyt tøj. Nye sko, tørklæder og hvad med en ny stil? Nye øreringe der matcher håndtasken? Neglelak fundet frem fra æsken under sengen, tøj fra posen på loftet og og og..

Jeg oplever mig selv blive frustreret over manglende evner til at finde sandaler der ikke ligner noget min gamle spejderleder eller min svigermor ville have valgt, eller prøver at få det lidt for store tøj til at passe sammen med arvetøjet i en anstændig størrelse. Jeg er ikke vant til at ydre omstændigheder/ materielle goder fylder så meget i min hverdag og ligefrem er objekt for frustration og kedafdethed og når det så er sagt, så må jeg vist sande at det ikke så meget handler om skoene, eller skjorten, men om at stå et nyt sted og mangle lige netop det værktøj der skal bruges her. At jeg vil noget med min nye krop og hverken pengepung eller evner rækker med.

Jeg har virkelig ikke noget at tage på, ihh jeg har ikke nogen sko der passer til eller ser jeg for tyk ud i denne her, er alt sammen fraser jeg troede jeg aldrig ville komme til at bruge, for sådan én er jeg slet ikke…
Jeg må vist indse det, jeg min erfaringsbase og visdomsevne rækker ikke og jeg har ikke den fjerneste anelse om hvordan det er at veje 114 kg.

Men under paraplyen ’mig’ sidder jeg og nyder hvert skridt, hver proces, hver tåre og tanke.. Ja alt det komplicerede, det de kalder livet, det kan bare komme an, for jeg sidder lige midt i strømmen, med et smil på læben, et glimt i øjet og en talje i livet ;)

Tilbage igen..

2009-06-02T09:22:00.002+02:00

efter 3 hekstiske kagebagnings dage og en pinse i forstaden er jeg tilbage på min pind på Købmagergade.. Jeg har nerverne uden på tøjet og kan mærke halsen snørre sammen ved tanken om alt det jeg skal nå at skrive i juni, som jo allerede er begyndt..

Jeg kan godt, og jeg vil gerne være færdig!

Men hvorfor vælger jeg aldrig den lette vej?

Jeg er over halvvejs i mit samlede vægttab..

2009-05-25T15:27:00.003+02:00

41kg tabt og 39 to go...

Jeg ved godt det rigtig meget handler om min vægt i disse dage når jeg taster på bloggen.. Det er egentlig ikke fordi jeg ikke har andet på sinde, eller i livet.. men jeg tror bare det er den side jeg rent faktisk kan holde ud af mig selv for tiden..

Jeg er stresset, og træt og gnaven.. nej det er ikke tid til B12 skud endnu, men en reaktion på stress, dårlig samvittighed over de kager jeg har sagt ja til og skal have ud af huset, samtidig med en deadline på specialet og oven i hatten så er der de frigivene hormoner og skidt og skrald der suser rundt i kroppen oven på mit vægttab.

Min tærskel for finføling og overskud har noget nær et all time low og jeg er faktisk ikke altid ked af lige netop det. Om det er det særlige 'kællinge gen' ved jeg ikke, men egentlig er det enormt befriende at kunne være gnaven når man er det, sige fra når man har brug for det også uden at skulle pakke det hele ind i hensyn til andres finfølenhed eller sted og plads i livet.. At kunne bjæffe STOP! istedet for.. jeg er godt klar over det er velment og jeg har stor forståelse for dit standpunkt men lige nu er jeg altså ikke istand til at handle lige på det...

Jeg er simpelthen hamrende urummelig i disse dage og en del af mig kan lide det en anelse. Jeg ved ikke om lige det er helt godt..

Jeg kan mærke at jeg har lyst til at sige fra, steder hvor jeg til dagligt må accepterer at det nu engang er vilkårene..

Mon det går væk igen?

16 BMI

2009-05-21T14:18:00.001+02:00

point har jeg tabt nu, 40,5 kg i alt og et utal af cm over det hele..

Jeg fejre det ved at have nederdel på :D

New York City

2009-05-21T11:16:00.001+02:00

Så er bryllupsrejsen købt og betalt.. 11 dage til oktober..

Det føles helt fantastisk uvirkeligt og så rigtigt på samme tid!

Små bidder..

2009-05-19T13:08:00.001+02:00

Ikke hele kagen på een gang!

Huskeråd i forbindelse med speciale stress og manglende overblik.. om 3 måneder er jeg færdig med mit teologiske studium. Fantastisk og ufatteligt på samme tid!

er det for ambitiøst at afholde dame frokost inden?

Hver ny dag

2009-05-19T09:02:00.000+02:00

byder på nye muligheder..

Milepæl, med frygt og bæven

2009-05-16T11:56:00.003+02:00

Jeg spiste frokost sammen med denne Herre i går, min ostemad smurt af min mand, også kaldet en rundtnom med kærlighed, gled ned sammen med danske agurker og en rød pepper af ukendt herkomst.

Jeg sad i gården på Vartov, kun ganske få minutter efter jeg havde bedt om optagelse på Pastoralseminariet til August. Det følgtes stort at jeg efter 10 år sad der, og faktisk var nået dertil. Dertil er det sted hvor jeg kan se en ende på mit teologiske studium og står over for en ny og ganske ukendt begyndelse. Som 35 årig er jeg på vej til at blive færdiguddannet.

Det var følelsen af at være min egen sucesshistorie, og som jeg sad der i solen på bænken med selskab af en af Danmarks største Teologer, glemte jeg for en kort tid at jeg faktisk er frygtelig bagud med mit speciale og de næste måneders arbejde er helt og aldeles uoverskueligt. Jeg glemte at jeg i denne uge ikke har fået skrevet mere end ½ sides speciale, jeg glemte panikken, tvivlen, og usikkerheden. For lige der i den have bag Rådhuspladsen var jeg ikke til at skyde igennem sålænge ostemaden varede.

Lige nu har jeg stress i maven og to måneder til at få skrevet et speciale der kan godkendes.. Jeg har travlt!

Veninder

2009-05-12T09:17:00.002+02:00

I morges fik jeg et opkald fra USA og da opkaldet kom et sted mellem etagevask og morgensmoothie så fik jeg ikke taget den. Det var fra en veninde fra min fortid, der i dag bor i Conneticut, lige om hjørnet fra New York. Jeg har kontaktet hende i forbindelse med vores 'elopement' og hun havde lagt en laaang 'voicemail' til mig.

Det var skønt at høre hendes stemme igen, for vi har ikke talt sammen siden 2001. Jeg kan hører glæde, overskud og ro i hendes stemme og jeg kan ikke lade være med at tænke på at hun, som jeg, måske faktisk er blevet voksen.

På facebook ligger der en mail fra min allerførste pigelegekammerat hjemme fra vejen, hun bor i dag i DC sammen med mand og to skønne pigebørn. Hun følger med i mit liv og jeg i hendes og begge frydes vi ved at læse om alt det der sker. Selvfølgelig er der en stor forskel på at hun tager downtown og ser præsidentens indsættelse og jeg tager til jylland og ser min mand spille bold, men glæden er den samme, glæden ved det som livet tilbyder os.

Begge tilbyder og komme til glo bryllup på City Hall og jeg tænker at det ville være skønt med kvinder fra min fortid, der stadig bor i mit hjerte, på selve dagen..

Jeg kan faktisk godt lide at blive voksen, især når jeg tænker over det..

Jeg glemte det..

2009-05-11T09:49:00.002+02:00

Igår var det præcis ½ år siden jeg blev opereret på Hamlet.. Men jeg skænkede det ikke en tanke.

Jeg har sikkert en hel masse ord, men lige nu fylder speciale, New Yorker bryllup og ugen der kommer langt mere end operationene for 28 kg siden..

Mon ikke det er meget godt?

det passer ikke...

2009-05-08T10:03:00.002+02:00

Jeg har to kager i køleskabet der står og skriger om at blive gjort færdig inden tidshorisonten før konfirmationen løber løbsk. Strygejernet oser bag mig og jeg har for ikke så få minutter side smækket med skabsdøren og forladt min mand og soveværelse med tåre i øjnene.

Der er ikke noget der passer og hvis det gør så passer det ikke sammen. Passer det sammen så har jeg ikke nogen sko der passer til og man kommer jo ikke i løbesko til en konfirmation vel?

Desuden så ved jeg slet ikke hvordan man gør! Jeg ved ikke hvordan jeg får nederdelen til at matche det andet i skabet, for jeg har virkelig ikke haft nederdel på siden halfemserne og dengang vidste jeg vist heller ikke bedre. Men jeg vil gerne kunne..

Lige nu er jeg træt af SU og studielivet, for jeg vil allerhelst gerne have råd til at købe noget der matcher nederdelen og de 2 par sko jeg faktisk mangler. Jeg klare det nok som så mange gange før, men det hjælper ikke på følelsen af at stå med en helt ny krop og overhovedet ikke vide hvad jeg skal stille op med den. Det er en frygtelig følelse af tilstrækkelighed og et område hvor mine akademiske evner slet ikke slår til.

Desuden så står jeg også med for 200,- strømpebukser, der så heller ikke matcher noget som helst..

Så det bliver bukser og en skjorte, som i de sidste 15 år. Det er godt jeg trods alt kan trylle med make-uppen..

800g

2009-05-04T12:14:00.003+02:00

.. er det der mangler, for så har jeg tabt 40 kg fra da jeg var størst, på denne tid sidste år. Det er nu næsten ½ år siden operationen på Hamlet. om 800g kan jeg prale af et postop vægttab på 28 kg, et snit på lidt over 4 kg om måneden.

Det føles godt og jeg har lige fået mig en ny og meget blomstret sommerfrakke af min mand i en str. L. Godt nok en str L til tykke tøser, men du kan tro at det gælder.

Huden er løs og giver nogle gevaldige bølger i ny og næ, først blev jeg flov.. men nu, så er det jo det bedste bevis på livet på den anden side af operationen.

Cyklingen hjælper på centimeterene og mit SATS kort bliver parkeret til efter specialet. Jeg må erkende at jeg endnu engang ikke har fået det brugt.

Jeg skriver speciale, vi planlægger bryllup i New York, vi putter stadig sammen om morgenen og jeg taber cm og kg.

Finanskrise, stress og travlhed.. Vi har det alligevel godt!

I øvrigt..

2009-05-01T09:25:00.001+02:00

Så er der vist intet bryllup uden blog.. så her er adressen til 'My big appel wedding'

http://mitnewyorkbryllup.wordpress.com/

Week End..

2009-05-01T09:03:00.002+02:00

Al den her finanskrise mærkning er krybet mig godt og gevaldigt ind under huden.

Jeg har valgt at blive hjemme i to dage, for at tage fat om følelser, afmagt og mismod, så det ikke sætter sig til noget permanent.

Bryllupper er noget emotionelt skidt, det samme er specialer og det til sammen giver den turbulens jeg sidder med. Det går op for mig at jeg er blevet lidt dårlig til at takle afmagtssituationer som denne omgang. Det var jeg engang ret god til, jeg må øve mig lidt igen.

Der er egentlig ikke så meget jeg kan gøre.

Andet en opvasken, tøjvasken og skifte sengetøj og svinge en klud med Ajax. Jeg tror egentlig det er kuren!

Big Appel Wedding..

2009-04-28T14:11:00.003+02:00

I går græd jeg lidt meget, i dag begejstres jeg på ny. Det er lidt underligt..

Finanskrisen har ramt mit forstadshjem og det betyder måske ikke det store i hverdagen, men det betyder at overskudet til at holde bryllup for og spare op til bryllupsrejse af er væk. Og kan man virkelig tillade sig at brænde så mange penge væk på én dag, når krisen kradser?

Nej, er det vi kom frem til. Så vi aflyser vores bryllup d. 24. oktober 2009. Men giftes det vil vi, så vi er igang med at undersøge alternativer. Lige nu er vi hoocked på at stikke af til New York og gifte os på rådhuset der. Man må sige at vi på den måde vil få fuld valuta for vores penge..

Svigermor var ikke glad for nyhederne og jeg er ikke kommet til min mor på listen endnu. Men veninderne bakker op om idéen.

Egentlig er det vist også mest teologisk korrekt at blive gift borgerligt og velsignet bagefter... ?

Big Appel Wedding, lidt for meget Sex and the City eller rigtig meget os?

Kg og cm

2009-04-27T10:11:00.003+02:00

om 2.7 kg har jeg tabt 40 kg siden jeg startede på al den her operations haløj. Min mand spurgte mig i morges inden vi satte os op på cyklerne om jeg havde fortrudt.

Det har jeg ikke. Jeg har også haft et rimeligt smertefrit forløb, uden komplikationer og en større omvæltning. Jeg tror jeg er heldig, for jeg oplever mange af mine 'medsøstre' kæmper en hårdere eller blot en anden kamp end jeg gør.

Jeg har tabt lige over 38 kg og jeg bider mærke i at jeg denne gang slet ikke føler mig så 'slank' som jeg gjorde sidst jeg vejede 117 kg. Jeg har tænkt meget over denne følelse af slankhed der på mystisk vis udebliver, eller i hvertfald føles meget anderledes i denne omgang. Jeg er dog ikke rigtig kommet til nogen konklusion, men jeg tænker at det måske handler om at jeg denne gang taber mig uden de store afsavn..

Men taber mig det gør jeg, både kilo og cm..

Forstads sysler

2009-04-26T08:24:00.002+02:00

Når man ikke har ligusterhæk, græsplæne eller nyttehave at beplante, så er det godt der er altan, med kasser der skal plantes, opvask der skal tages, mad der skal handles og laves og ikke mindst 85 forstadskvardratmeter der skal gøres rent.

Vi har en umådelig travl hverdag fortiden, hans arbejde har deadlines der gør at overarbejde nu er en daglig event og hvis jeg skal nå at have den mindste smule ferie inden pastoralen, så er der lige cuttet 14 dage af min specialeskrivnings tid. Derudover så er der al lokalpolitikken vi har indblandet os i og foreningsarbejdet som lige nu er på sit højeste.. Måske er det en meget god øvelse til når vi får stiftet familie ol. Men jeg synes ikke der er lækkert at have SÅ travlt at man skal til at huske sig selv på at kysse sin mand farvel om morgenen og dagens kommunikation faktisk foregår på de daglige 24 km ind og ud.

Mit speciale giver mig ondt i maven og den nyfundene travlhed giver sved på panden. Men jeg kan ikke spise mig ud af det i år, og måske arbejder jeg bedst under press for jeg fik rykket gevaldigt i sidste uge. Det føles aldrig som nok, men det er ikke noget nyt på uni.

I dag har jeg endnu en forstadssysle dag. I morgen går det løs igen

Fremtids udsigter..

2009-04-21T17:51:00.002+02:00

I går aftes lå jeg under min dyne og havde en trang til at udskyde søvnen, velvidende at det ville hævne sig på dagen i dag. Jeg flappede mellem serier og Hanibal lektor på kanal 5 og endte på DR2.

Programmet der fik mig 'op af stolen' var dr's Univers, Aftenens tema var udbrændte præster og har pustet op under flammen vedrørende mit valg og mit kald.

Er jeg kaldet nok til at arbejde langt over 45 timer om ugen, for en løn de færreste ville have til et deltid job? ER jeg stærk nok til at overleve i et job, hvor hver 3. går ned med stress inden for de første år i Embede? Hvorfor og hvad er meningen med at blive kaldet til et job med så dårlige arbejdsvilkår og milljø?

Skal jeg virkelig være præst resten af mit arbejdsdygtige liv?

jeg ved godt at jeg måske skulle starte med at få skrevet mit speciale færdigt, men alligevel...

Usædvanelige syn, på en vanlig hverdag

2009-04-16T14:09:00.003+02:00

midt i københavns centrum.

Mokka med en god ven på bænken foran min læsesal, affødte ikke mindre end 5 flaskesamlere der undersøgte skraldespandene omkring os. På den halve time var der to der havde held i sprøjten, så at sige..

Gården der omkranses af kontorer, kantinen og forelæsningslokaler var indtaget halvt af solen og af to ivrigt boldtspillende teologer.. Fodbold og teologer er ellers ikke lige noget jeg har haft for vane at kombinerer de sidste 11 år..

Interessant.. tror jeg..

Drømme om døden

2009-04-10T09:20:00.002+02:00

Det lyder meget markabert, men ikke destro mindre er det sandt.

I morges vågnede jeg fordi jeg var igang med en hæftigt forvirrende drøm, det er de ofte jo, men hoved plottet i det var at jeg var døende og derfor skulle nå at blive gift, bo på dyrt hotel og sige noget til nogen.

Men det var det der med at jeg var døende der var omdrejningspunktet.

Jeg går ikke i panik her til formiddag, selvom jeg synes det både er spookey og ubehageligt at drømme om. Tilgengæld så tager jeg betydningen fra tarok kortet døden med ind i betydningen. At noget skal dø, før noget nyt kan opstå og det oftest handler om at noget skal lægges bagud førend at man kan gå fremad..

Mon det handler om alt den vrede mod mine forældre og det faktum at vi skal til middag hos Moar i aften?

Bakken part II

2009-04-08T08:59:00.003+02:00

Det gik godt og var faktisk umådelig hyggeligt! Vi spiste frokostplatte på en orginal bakkerestaurant, med kulørte lamper og med duge og servietter der matchede de blomsterede gardiner i forskellige duche rosa farver. FANTASTISK! Men 139 for en rundnom rugbrød og en halv tartelet, det vender jeg mig aldrig til!

Ingen følsomme emner der kunne gå galt i byen, men en hyggelig nærvær trods distancen.. Vi kørte til Rådvad hvor del første del af vores bryllup skal holdes og far og stedmoder var lige så begejstret for stedet som vi er, og min mor iøvrigt er blevet.

Næste gang tager vi på gallopbanen. Måske næste sommer? Nu ikke noget med at ødelægge stemningen ved at rende hinanden på dørene og vi ses jo til bryllup. Dog skal jeg lige have fundet et hul til at fortælle min far at han ikke skal følge mig op af kirkegulvet..

Det er skræmmende så lig man er sine forældre når det kommer til stykket, også selvom man synes de er nogle møjforældre fra tid til anden.

Et PS her er en sjov følelse i maven af at jeg begynder at leve med og forstå min vrede, føle den og accepterer at sådan er det nu engang nu. Samtidig dukker minder op som er ubehagelige og behagelige, og en følelse af at en dag har jeg givet slip på meget af det.

Den dag, glæder jeg mig til..

Jeg skal ses med min far i dag..

2009-04-07T08:57:00.003+02:00

Det er første gang siden den mislykkede brunch julen 2007, at vi skal ses. Vi har ikke set hinanden fordi jeg er og har været vred. Jeg var længe vred på ham over hans opførsel i 20007, den vrede blev så overtaget af den generelle grundvrede jeg har opdaget ligger lige i overfladen af de tabte kilo efter operationen. Med andre ord, operationen og vægttabet forårsager ikke kun mindre buksestørrelser, men også en masse følelser som jeg med stor sansynelighed har spist væk siden jeg var 8. Det er mange følelser og de går nok ikke væk lige med det samme. Men jeg vil heller ikke gemme dem væk mere, de er der det må jeg forholde mig til.

En del af mig vil også gerne at mine forælder skulle forholde sig til min smerte, som de jo nok skulle have haft gjort da jeg var 8+. Men som tingene ser ud i dag, så fører der nok ikke noget godt med sig hvis jeg fortæller mine forældre at jeg synes de har misvedligeholdt deres selvvalgte stilling som mor og far.

Det er nok det der gør mest ondt inden i mig i disse dage, dernæst speciale efterslæbet.. Det er da godt der ikke er plads til det jeg har gjort mest i mit liv. At spise..

Når det så er sagt, så tog jeg hul på bylden og sendte min søde stedmoder en gave til hendes fødselsdag i sidste uge og to marcipanpåskeæg til min fader. (330 kcal) min far ringede og talte med min telefonsvare og sagde noget om at vi skulle ses for det var jo efterhånden ret længe siden. Han havde ret! Vi kan jo ikke 'ikke ses' til evig tid, det duer jo heller ikke.

Så jeg har valgt et sted omme i verdenen, hvor ingen af os er på hjemme bane og muligheden for politiske emner eller andre følsomme debatter er mindsket.

Jeg skal på bakken og spise frokost med min far.

Kage til bedstevennen

2009-04-05T00:36:00.001+02:00

Praktik kirker

2009-04-02T10:44:00.002+02:00

Selvom specialet langt fra er færdigt og lige dér er frustrationerne mange, så har jeg brugt formiddagen på at søge praktikpladser til efteråret.

To forstads kirker og den sidste behøver vel ikke den store introduktion vel?

Det er lidt vildt at tænke på at jeg nu efter så mange år på min pind, snart skal finde en anden ping og prædike fra..

Forbrændnings tanker

2009-04-01T12:41:00.001+02:00

De to gange femogfyrre minutter jeg nu dagligt kommer til at sætte i mine ben, forbrænder ifølge min madlog.dk ca 1450 kcal.. Jeg har omregnet det til marcipanpåskeæg fra bogø.

To gange femorfyrre minutter er det samme som 8,7 påskeæg

2x45 minutter

2009-04-01T09:39:00.002+02:00

på cyklen om dagen kommer vel egentlig til at batte et eller andet sted.. Jeg susede igennem morgentrafikken i morges, imens tågen lå tungt over forstaden. Ingen pauser, ingen stress punkter, ingen brok, ingen ubehag i ben, arme eller mås.. I det hele taget var de første 12 km i år en ren nydelse.. Man skal ikke kimse af de 'manglende' 35 kg..

Jeg husker turen på samme tid sidste år som et rent helvede, hvor hormonerne og den indre kælling sad helt uden på trøjen..

Ingen kælling i dag! I morgen?

Nej vel.. ;)

Naser Khader

2009-03-31T13:43:00.002+02:00

Når Naser Khader kommer for sent til forelæsning, er det så uhøfligt at tilbyde lektiehjælp? ;)

Nylon nissen..

2009-03-31T13:16:00.002+02:00

Alt imens mit tøj bliver større og for stort.. så undre det mig at mine nylonstømper bliver for små....

Jeg er heldig.. og det er velfortjent

2009-03-29T09:09:00.002+02:00

Jeg sidder her i min forstad, med mel på blusen, søvn i øjet og nescaffe i et glas. Min mand har taget opvasken fra eksperimententet med hvid chokolademousse og sat P3 på til mig..

Dagene tager hinanden og jeg henholdsvis konfronterer min frygt og glemmer den lidt, jeg tænker sådan er livet..

Jeg holder fast i livet som aldrig før, eller jo det har jeg gjort en masse gange før. Men denne gang føles det anderledes. En klog mand et sted sagde at man aldrig kan gå ned i den samme flod to gange og jeg er tilbøjelig til at give vedkommende ret.

Hver flod af frygt, angst og selvværdsspørgsmål føles forskelligt fra fra hinanden, eller det gør de nu hvor jeg ser på det med voksne øjne og ikke med barndommens øjne.

Når jeg sidder her og kigger på solens vej henover himmelen i min forstad, føler jeg mig utrolig heldig. Heldig fordi manden der summer rundt i mit hjem, mit hjerte og mit liv, elsker mig for den jeg er lige nu, den jeg har været og også den jeg bliver til en dag. Jeg er heldig fordi jeg i dag kan skelne mellem nutid og fortid, angst og frygt, kærlighed og mangel på sammen. Jeg er heldig fordi jeg kan leve hver dag fuldt ud, men jeg kan også vælge at lade værd.

Det er alt sammen mægtig meget velfortjent! Det er det fordi jeg er kommet dertil selv, jovist jeg har haft venner og bekendte, underviserer og vise mennesker med på min vej. Men jeg er selv gået hele vejen, ligesom jeg selv må gå resten af vejen. Bare ikke alene..

Under 120..

2009-03-27T09:37:00.004+01:00

Det sagde vægtens små digitale tal i morges inden badet.. et samlet vægttab på over 36 kg kan jeg her til morgen prale af..

Jeg er stolt

Jeg har mange blandet følelser

Jeg er glad

Jeg synes det er uvirkeligt..

om 6,5 kg vejer jeg det samme som jeg gjorde inden Diskusprolapsen i 2006, det er ikke mange gange inden for de sidste 12 år har vejet under 120kg i længere tid..

Mit tøj er for stort og jeg har besluttet mig at spørge min mor om et tøjlegat, griner.. Jeg taber vist mit hår, jeg frygter det ikke når at komme igen til brylluppet.. men jeg vejer noget med to ettaller...

Det kunne godt blive dyrt hvis jeg skulle købe 'jeg har tabt mig XX' gaver til mig selv hvergang jeg rammer en milepæl.